Søndagens tykke tåge over Danmark er lettet.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der har ophævet tågeadvarslen over hele landet.

»Der er stadig enkelte steder med tåge i den syd/sydøstlige del af landet. Især i Køge Bugt og Øresund er der stadig nedsat sigtbarhed på 100-500 meter, men ellers er tågen ved at være væk,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Lars Henriksen til Berlingske Nyhedsbureau.

Han slår dog fast, at selv om den tætte tåge er væk, kan det godt være, at der stadig vil være en del tågebanker rundt omkring.

Med tågens tilbagetog kan de fleste steder i landet se frem til at lun april-dag. Om man får solen at se, er dog stadig uvist.

»Det bliver ikke en dag med prangende sigt. Tågen har udviklet sig til noget dis, og solen kan have svært ved at brænde igennem skydækket flere steder,« siger Lars Henriksen og fortsætter:

»De steder, hvor solen trænger igennem, vil det blive behageligt. Allerede over middagstid er der fint forårsvejr i Nordøstsjælland og Østjylland med 11-12 grader. Det kan komme længere op i løbet af dagen.«

Der er med at nyde søndagens solstråler, da der i løbet af aftenen vil trække fronter med regn ind over landet fra vest.