Politiet håber, at pigen, hvis britisk-irakiske forældre blev dræbt på en landevej i de franske alper, kan bringe dem nærmere opklaringen af det tredobbelte mord

Den syv år gamle pige, som overlevede massakren i de franske alper i sidste uge, har nu for første gang sagt ord til politiet, skriver flere britiske medier.

- Hvad sker der? Jeg er så bange, var ifølge den britiske avis The Sun de første ord, som Zainab al-Hilli sagde til betjentene.

Pigen blev allerede søndag vækket fra det kunstige koma, som hun er blevet holdt i efter massakren.

Begge pigens forældre blev fundet skudt i deres BMW på en rasteplads ved et udsigtspunkt over Annecy-søen i Alperne, hvor den irakisk-britiske familie var på ferie. Også en ældre kvinde, pigens bedstemor, der var med i bilen, blev dræbt.

Zainabs fire-årige lillesøster overlevede massakren uden fysiske skader, men skrækslagen. Pigen havde gemt sig under sin dræbte mors nederdel. Hun har dog ikke været i stand til at give politiet afgørende spor i sagen.

Men det mener politiet, at Zainab kan. Pigen blev alvorligt kvæstet med kraniebrud, og læger og politi har frygtet, at hun var blevet hjerneskadet efter overfaldet.

Lederen af efterforskningen i Frankrig, Eric Maillaud, siger, at man nu håber, at den syv-årige pige vil forsyne politiet med afgørende informationer, men man går langsomt frem.

- Det bliver en meget vanskelig opgave at interviewe hende, udtaler han ifølge flere britiske medier.

Politiet oplyste tirsdag, at et enkelt våben er blevet brugt til nedskydningen af familien.

Det drejer sig om en såkaldt 7.65-kaliber Skorpio maskinpistol. Et våben, der blev anvendt i 50erne af sikkerhedsstyrker, og som stadig kan skaffes.

Yderligere blev en cyklist, der tilfældigt kom forbi gerningsstedet, fundet dræbt tæt på familiens bil.

De britiske myndigheder undersøgte mandag formiddag familiens hus i Claygate syd for London.