Den syv-årige englænder Philippe Rowland har fået 'hædrende omtale' for et fascinerende billede af en total solformørkelse. Han er én af 32 personer, som har modtaget ros ved konkurrencen Insight Astronomy Photographer of the Year 2015.

20. marts 2015 satte Philippe Rowland sig ombord på et chartret fly fra Danish Air Transport. I selskab med sin familie lettede flyet fra Billund i Danmark, og destinationen var området omkring Færøerne i Nordatlanten.

Flyet passerede hurtigt skyerne og nåede op i 37.000 fod (ca. 11 km). Pludselig kunne den engelske dreng se, at lyset forsvandt i det fjerne, og flyet blev hurtigt henlagt i mørke. I de næste tre minutter og 40 sekunder sad Philippe Rowland og familien i flyet og beundrede koronaen bag den formørkede sol. Og så var det, han slog til og skød billedet igennem flyvinduet. Ikke med et stort professionelt kamera – nej, med hans iPad Mini. Det skriver Royal Museums Greenwich.

Det er ikke hver dag, man får mulighed for at opleve et sådan fantastisk, astronomisk syn, som en solformørkelse er. Og chancen er selvsagt større, når man sidder i et fly, som flyver flere hundrede kilometer i timen over skydækket.

Philippe Rowlands billede indgik i konkurrencen Young Astronomy Photographer of the Year. Englænderen fik udmærkelsen ‘Highly Commended’ (hædrende omtale, red.), og Marek Kukula fra juryen, som udvælger vinderbillederne, fortæller følgende om billedet:

»Et strålende foto, som fanger et meget specielt øjeblik. På grund af et kraftigt skydække, var det kun nogle få tusinde mennesker, som så solformørkelsen i marts 2015 – og mange af dem var ombord på skibe i Atlanterhavet. Men en håndfuld, som denne unge fotograf, var helt over skyerne – absolut en udsigt der er værd at huske,« fortæller han til Royal Museums Greenwich.

Se også: Danskere ville sikre sig den bedste plads: Sådan så solformørkelsen ud fra et fly

Der er ni forskellige kategorier i Insight Astronomy Photographer of the Year og herudover et par særlige priser. Det er en årlig konkurrence, hvor folk fra hele verden kan bidrage med smukke og spektakulære billeder af universet.

Konkurrencens jury modtog i år over 2.700 billeder fra 60 forskellige lande. De udvalgte 138 billeder til en shortlist, og de fik til sidst barberet listen ned til i alt 32 vindere.

Se også: Videoen der giver et smil på læben: Solformørkelsenarrede hønse-flok - troede at det var nat

Den overordnede vinder, Luc Jamet fra Frankrig, behøvede ikke at tage et fly fra Danmark for at skyde det perfekte billede af solformørkelsen i marts 2015. Han rejste i stedet til Spitsbergen på Svalbard i Norge, og her skød han vinderbilledet med sit Canon EOS 7D camera.

»Det er et af de her hjertestoppende billeder, hvor du føler taknemmelighed for, at fotografen har delt et sådan exceptionelt billede. Det er et overjordisk landskab, som kunne være på en endnu uudforsket planet,« siger Melanie Vandenbrouck fra juryen.

Alle billederne fra konkurrencen Insight Astronomy Photographer of the Year 2015 er udstillet på the Royal Observatory Greenwich i London indtil 26. juni 2016.

Går du også med tanker om at deltage i astronomi-konkurrencen næste år? I så fald kan du finde gode råd og vejledning til at tage det perfekte billede af universet her (åben pdf-filen).