Syriske oprørere bevæbner palæstinensere
Palæstinensere er blevet kastet ind i kampen mod Assad og hans allierede, mens den amerikanske udenrigsminister forsøger at samle en styrket syrisk opposition.
Palæstinensere er blevet kastet ind i kampen mod Assad og hans allierede, mens den amerikanske udenrigsminister forsøger at samle en styrket syrisk opposition.
Det ser ud til, at præsident Bashar al-Assad har fået sig endnu flere fjender og modstandere i borgerkrigen i Syrien. I hvert fald har de syriske oprørere meldt ud, at de er begyndt at give våben til palæstinensere, som vil bekæmpe Assads soldater og støtter i de palæstinensiske områder i Damaskus.
- Vi har bevæbnet palæstinensere, der er villige til at slås. Vi har lavet Liwa al-Asifah (Stormbrigaden, red.), som udelukkende er palæstinensiske soldater, forklarer oprørslederen fra Suqour al-Golan-brigaden.
Ifølge Reuters kan det give en større konflikt palæstinenserne imellem. Alligevel forventer to oprørsledere, at deres palæstinensiske allierede vil gå i kamp mod oprørsbevægelsen Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP). Gruppen beskyldes af de syriske oprørere for at angribe de, der er modstandere af Assad.
- Nu er de (PFLP, red.) vores mål. Målet for alle i Den Frie Syriske Hær (oprørshæren, red.). Dem alle uden undtagelse, lyder det fra en anden oprørsleder.
Syrien har en halv million palæstinensiske flygtninge, de fleste er afkommere af de, der kom til landet, efter staten Israel blev oprettet i 1948.
Samtidig med at kampene fortsætter ufortrødent på gader og i boligkvarterer i landet, forsøger USA nu endnu en gang at gøre en indsats for at opruste diplomatisk mod Assad.
Onsdag gjorde den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, det klart, at der bør være udskiftning i den syriske opposition.
Frem for at det er folk, som ikke befinder sig i landet, der sidder på oppositionstoppen i Syrian National Council (SNC), som er samlingen af oppositionen, bør det være dem, der befinder sig ved frontlinjen.
I næste uge er der møde i Qatar, og Clinton ser det som en mulighed for at brede koalitionen af modstandere mod Assad ud.
- Det kan ikke være en opposition, som er repræsenteret af folk, som har mange gode egenskaber, men som i mange tilfælde ikke har været inde i Syrien i 20, 30, 40 år. Det skal være en repræsentation af dem, der er ved frontlinjen, som kæmper og dør i dag for at opnå deres frihed, sagde hun ved et besøg i Kroatien.
Dermed har Clinton og USA klart brudt med SNC, som har været en af de mest udtalte fortalere af en international intervention i den syriske konflikt. I måneder har USA og landets allierede forsøgt at skabe en troværdig oppositionskoalition samtidig med, at de forsøger at presse Assad udefra med sanktioner, men det er indtil videre ikke lykkes.