MALI: I disse uger rejser tusindvis af syriske flygtninge over grænserne til EUs medlemslande. Men mindst 60 flygtninge fra Syrien er rejst 6.000 kilometer hele vejen til det vestafrikanske land Mali. Det oplyser lederen af Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mali, Jean–Denis Larsen, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at flygtningene har vakt opsigt i landet. Det skyldes både, at Mali ligger så langt væk fra Syrien, men også fordi Mali er en af Afrikas mest skrøbelige stater, hvor det ikke er sikkert at færdes.
De syriske flygtninge vil formentligt rejse videre fra Mali op gennem Niger og videre til Libyen og Algeriet, for de ender i andre nordafrikanske lande.
Jean–Denis Larsen oplyser, at myndighederne i Mali fredag har tilbageholdt flere af de syriske flygtninge.
BNB