Bombardementer, livløse kroppe i gaderne og børn med maskinpistoler. Det er vilkårene i byen Raqqa i den nordlige del af Syrien, efter at området er blevet besat af den militante gruppe Islamisk Stat.

Det fortæller den syriske flygtning Suleiman i et uforbeholdent og åbenhjertigt interview med den amerikanske tv-station CNN.

Suleiman er uddannet skolelærer, gift og far til tre. For få måneder siden valgte han at betale 500 dollars (knap 3.500 danske kroner, red.) for at få sin familie smuglet ud af Raqqa. Et område, der kontrolleres af den militante terrorgruppe Islamisk Stat.

Selvom det var mange penge for en mand, hvis månedlige indkomst var 150 dollars, og selvom straffen for at flygte ville være alvorlig, hvis det blev opdaget, valgte Suleiman alligevel at satse alt og tage chancen. For familiens skyld.

»Jeg forlod Raqqa for mine børns skyld. Deres liv blev ødelagte. Jeg tog til Tyrkiet for at skabe en ny fremtid for dem og for at slette alt, hvad de så,« fortæller Suleiman, hvis fulde navn og identitet er bekendt af CNN.

Den dag i dag befinder han sig trygt i Tyrkiet sammen med sin familie, men de seneste år i Raqqa har sat sig sine spor på den syriske flygtning og hans familie.

For Islamisk Stat har omvendt Raqqa, der før var et liberalt og velstående samfund, til et mareridt. Over for CNN uddyber Suleiman, at rædslerne ved at bo i Raqqa bl.a. indbefattede at blive terroriseret på åben gade, ligesom at byen flere gange er blevet bombarderet af krigsfly fra flere forskellige nationer.

Derudover beskriver han flere grusomme detaljer fra et liv og en dagligdag, ingen skulle have lov til at opleve. Han nævner bl.a., at der ofte lå livløse kroppe og afhuggede hoveder i gaderne som følge af Islamisk Stats ekstreme fortolkning af Sharia-lovgivningen. Forhold, der i den grad har sat sig sine spor på hans tre børn, der ikke har været i stand til at gå i skole, efter at Islamisk Stat besatte området.

På gaderne i Raqqa ser man desuden børn, der patruljerer området med maskinpistoler. De er trænet i IS-lejre, hvor de bliver indoktrineret med den brutale islamistiske ideologi, fortæller Suleiman, der finder det surrealistisk at se en 10-årig dreng i besiddelse af en russisk AK47.

Suleiman fortæller også, hvordan Islamisk Stat udnytter katastrofen og befolkningens elendighed til at få omvendt befolkningen til at blive medlemmer af den militante terrorgruppe. Gruppen giver nemlig gratis mad til nye medlemmer, fortæller han.

Den militante gruppe har tidligere portrætteret Islamisk Stat i Raqqa som et paradis, men det er ikke det billede, som Suleiman genkender. Tværtimod husker han en situation, der var ganske ubærlig for ham og hans familie at leve under.

»Hvis det var paradis, var vi ikke nødsaget til at flygte. Livet er meget vanskeligt der,« siger han til CNN.

Ifølge tal fra Røde Kors er 11,3 millioner mennesker på flugt fra krigen i Syrien.