Nye oplysninger er kommet frem om den mand, der som den første og hidtil eneste har mistet sin opholdstilladelse på grund af den såkaldte Syrien-kriger-lov.
»Kære X. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at din opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet. Afgørelsen er vedhæftet.«
Denne besked tikkede ifølge DR Nyheder ind i en mands e-Boks 13. juli i år.
Manden er den første og hidtil eneste, der har fået frataget sin opholdstilladelse på grund af loven om syrienkrigere, og DR Nyheder har via aktindsigt fået kendskab til nye detaljer i sagen.
Manden er født og opvokset i Danmark, han har adresse i Nordsjælland, og både hans forældre og søskende bor her.
Det var mandens familie, der selv kontaktede politiet. I foråret 2014 henvendte de pårørende sig med en bekymring, da manden var forsvundet uden sine ejendele. Få dage senere ringede manden angiveligt fra Tyrkiet til sin far og fortalte, at han havde det godt, skriver dr.dk. Herefter var der løbende kontakt mellem mandens pårørende og de danske myndigheder, og familien beder Udenrigsministeriet om hjælp til at få manden hjem til Danmark.
20. april 2015 spørger Udlændingestyrelsen Rigspolitiet, om der er grund til at antage, at manden er rejst til Irak eller Syrien, og om der er grund til at antage, at han deltager i aktiviteter til fare for statens sikkerhed. Ja, lyder svaret i begyndelsen af juni 2015.
Det vides ikke, hvad politiet bygger deres vurdering på, men blot det, at politiet »har grund til at antage«, er nok til, at manden kan miste sin opholdstilladelse. Det gjorde han, og han har efterfølgende klaget over afgørelsen. Nu skal Flygtningenævnet behandle sagen.
Politiets Efterretningstjeneste anslår, at mindst 125 personer fra Danmark er rejst til Irak og Syrien for at deltage i væbnet konflikt.