Voldsomt snefald dæmpede torsdag kampene i den syriske oprørsby Homs, hvor bevæbnede oprørerne står overfor 7.000 syriske soldater, herunder den frygtede pansrede Fjerde Division, der ledes af præsident Bashar al-Assads bror Maher.

Onsdag rykkede syriske kamptropper for første gang ind i selve byen.

Begge sider har lidt svære tab, sige en aktivist til Reuters, og peger på, at det ekstreme vintervejr udgør endnu en udfordring for de hårdt prøvede indbyggere i Homs. Det gælder ikke mindst i bydelen Baba Ambro, der har været under bombardement i flere uger og som ifølge Røde Kors har været uden adgang til nødhjælp. Sneen bruger indbyggerne nu som en mulighed til at skaffe drikkevand.

FNs tidligere generalsekretær, Kofi Annan, forsøger i øjeblikket med status af speciel udsending at få indrejsetilladelse til Syrien, hvor han har til hensigt at besøge Homs. Tilsyneladende bliver den tidligere generalsekretær dog holdt hen, for som en talsmand for regeringen siger til Reuters:

- Regeringen venter på en redegørelse fra FN om formålet med hans besøg.

De syriske myndigheder afviste onsdag at give indrejsetilladelse til chefen for FNs humanitære bistand, Valerie Amos.

Torsdag meddelte den britiske regering, at alle britiske diplomater forlader Syrien af sikkerhedshensyn, men at det ikke betyder, at de diplomatiske forbindelser dermed er afbrudt.

Den beslutning er Kuwait imidlertid på vej til at træffe.

Det kuwaitiske parlament oplyste torsdag, at det vil støtte Den Frie Syriske Hær og anbefale regeringen af afbryde forbindelserne med præsident Bashar al-Assads regime.

På den diplomatiske front blev Syrien torsdag tildelt en lussing i FNs Menneskerettighedsråd, der vedtog en fordømmelse af »de systematiske overgreb mod civile i Syrien«.

Resolutionen, der ikke er bindende, indeholdt desuden krav om, at regimet tillader adgang for nødhjælpsorganisationer til de civile og krav om, at volden skal stoppes med det samme.

I alt 37 lande stemte for resolutionen, mens tre gik imod: Rusland, Kina og Cuba.

Kina og Rusland har ved flere lejligheder nedlagt veto i FNs sikkerhedsråd mod resolutioner vendt mod Bashar al-Assad.

Vestlige og arabiske diplomater arbejder i øjeblikket i FNs korridorer på en ny resolutionstekst, som, hvis den ikke kan få støtte af de to lande, så i hvertfald få dem til at undlade at nedlægge et nyt veto.

Torsdag opfordrede en russisk viceudenrigsminister Syrien til at løfte indrejseforbuddet mod FNs humanitære chef, Valerie Amos.