De seneste dage er syriske flygtninge væltet ud over landets grænser og ind i nabolandene.

Ifølge FN har mere end 170.000 nu søgt tilflugt i Libanon, Tyrkiet, Irak og Jordan. Mindst 12.000 de seneste tre dage, hvilket er større antal end tidligere i den 17 måneder lange blodige konflikt.

FN siger også, at den humanitære situation i både Syrien og de omkringliggende lande er forværret. Blandt andet har cirka 66.000 syriske flygtninge søgt tilflugt i Tyrkiet, hvor de opholder sig i ni teltlejre og spænder landet til bristepunktet for, hvor mange flygtninge, det kan håndtere.

Inden for Syriens landegrænser er cirka 1,2 millioner mennesker tvunget fra hus og hjem. Mange opholder sig på skoler og i andre offentlige bygninger, oplyser FN, der også siger, at i alt 2,5 millioner mennesker har brug for nødhjælp i landet.

Utrolige antal af syrere er blevet afskåret fra mad og sundhedshjælp, og kloakvandet har forurenet drikkevandet, hvilket blandt andet har ført til slemme udbrud af diaré.

Diplomater fra flere af verdens stormagter og flere arabiske regeringsledere, deriblandt fra Tyrkiet, mødtes fredag på et FN-møde i New York for at diskutere landets fremtid, efter at FN og Den Arabiske Liga med Kofi Annan som fredsmægler har været ude af stand til at skabe fred i landet.

På mødet accepterede den algeriske fredsmægler Lakhdar Brahimi at overtage arbejdet efter Annan. Han sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han nu vil forsøge sig med anderledes metoder i Syrien.

Torsdag blev mere end 250 mennesker dræbt i Syrien, deriblandt 123 civile, skriver Reuters. Fredagens drabstal er indtil videre 168, primært i Aleppo og Damaskus, efter at landets præsident Bashar al-Assad med helikoptere og flyvemaskiner skød og bombede løs i byerne.

Konflikten i Syrien menes at have kostet mere end 18.000 mennesker livet.