Halloween er på vej. Og derfor sprøjter især de amerikanske filmstudier den ene gyserfilm ud efter den anden. Men den animerede ’ParaNorman’ er ikke som nogen af de andre.

Da en ny pest-agtig zombie-virus truer med at lægge verden øde, får den let nørdede skoledreng Norman at vide, at kun han kan redde kloden. Og det gør han så - med hjælp fra sin søster og sin bedste ven.

Med både hjerte og hjerne

’ParaNorman’ er en kulsort komedie med både hjerte og hjerne.

Til tider er den godt gammeldags uhyggelig (ikke for de helt små). Men hele vejen igennem er den ualmindelig smukt produceret og filmet.

Derudover er historien gennemtænkt, smart og overraskende. Både børn og voksne lærer overraskende lektioner om mobning uden at få pegefingeren stukket op i næsen. Og selv erfarne gyserfanatikere som undertegnede ender med at se zombierne på en helt ny måde.

’ParaNorman’
AnimationUSA, 2012
Premiere over hele landet
****