Som det første sted i landet giver Aarhus Kommune nu sygemeldte muligheden for uddannelse under deres fravær. Det skriver stiften.dk.

Ordningen hedder »Uddannelse under sygdom« og er målrettet ansatte, der for eksempel har brækket et ben, er i kræftbehandling eller er langtidssyge på grund af graviditet.

- Medarbejderne skal selvfølgelig ikke tvinges til at gå på kursus, mens de er syge. Det skal være frivilligt og give mening for den enkelte, og det vil meget afhænge af, hvad man fejler, om man har lyst og overskud til at gå på kursus, siger Hosea Dutschke, direktør i kommunens afdeling for Sundhed og Omsorg.

Ordningen kan for eksempel give sosu-hjælperen med et brækket et ben en uddannelse i rehabilitering, eller den depressionsramte kan få et personligt kursus i, hvordan man tackler sådan en livssituation, lyder det fra direktøren.

Hensigten med hele ordningen er at få den syge tilbage i arbejde så hurtigt som muligt.

- Et langvarigt sygefravær for eksempel på grund af kræft kan medføre isolation fra arbejdspladsen og kollegaerne, ligesom det kan gå ud over selvværd og identiteten, siger Hosea Dutschke til stiften.dk

Som udgangspunkt kan alle medarbejdere, der er for syge til at gå på arbejde, men raske nok til deltage i et uddannelsesforløb, benytte sig af ordningen. I første omgang er det kun medarbejderne i afdelingerne Sundhed og Omsorg samt Børn og Unge, der tilbydes den nye ordning, som starter efter sommerferien.

BNB