Nordisk Cryobank gav sæd fra syg donor videre trods advarsel

En sæddonor, der via sædbanken Nordisk Cryobank har leveret sæd til 43 børn på danske fertilitetsklinikker, viser sig at have været bærer af den alvorlige arvelige sygdom NF1.

Det kunne DR’s nyhedsmagasin ’21 Søndag’ i aftes oplyse. Efter at være advaret om faren, undlod Nordisk Cryobank i et halvt år at reagere, så mindst to kvinder blev insemineret med den uheldige donors sæd. En af kvinderne har i dag et sygt barn.

At sædbanken Nordisk Cryobank i flere måneder undlod at underrette myndighederne om, at en af deres donorer var bærer af den arvelige sygdom, betragter Sundhedsstyrelsen som meget alvorligt.

- Jeg tror, vi ikke har haft fantasi til at forestille os, at det kunne forholde sig på den måde, siger kontorchef Anne Marie Vangsted til 21 Søndag.

- Vi ved jo også, at der er undfanget børn i den periode, og det kunne vi jo have undgået, hvis sædbanken havde handlet korrekt og stoppet donor i tide, fastslår Sundhedsstyrelsen.

Af de 43 børn, som den pågældende donor har lagt sæd til, er der ifølge DR-udsendelsen ni børn, som har arvet sygdommen NF1.

Brød klare regler

Symptomerne på NF1 er meget forskellige fra person til person. Typisk viser den sig som pletter på huden eller knuder forskellige steder i kroppen. Den kan også give problemer for knoglerne og øget risiko for ondartede svulster. Nogle lever fint med sygdommen, for andre er den meget alvorlig.

Nordisk Cryobank fik den første advarsel i juni 2009, da en fertilitetsklinik kontaktede sædbanken og oplyste, at et af donorens børn var blevet født med sygdommen NF1. Ifølge Sundhedsstyrelsen er reglerne her klare: Sædbanken skal i den situation omgående stoppe med at bruge sæden og advare de klinikker, der har købt den.

Alligevel reagerer Nordisk Cryobank først efter et halvt år, og i mellemtiden er mindst to kvinder insemineret – en af dem har i dag et sygt barn.

Det chokerer Jakob Ingerslev, der er overlæge på fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital, og som står bag en af inseminationerne:

- Jeg synes, at de har svigtet os. Jeg synes, at de har en forpligtelse til at melde ud øjeblikkeligt, når de sidder inde med en viden om, at en donor kunne give anledning til, at et barn får en arvelig sygdom, siger han til 21 Søndag.

Begrundet mistanke

Hos Nordisk Cryobank forklarer direktør Peter Bower, at sædbanken undlod at reagere straks, fordi sædbankens egne læger til at begynde med ikke mente, at sygdommen havde noget med donoren at gøre:

- Det er jo noget, som vores hold af læger og vores genetiker har forholdt sig til – og de har ikke vurderet, at der har været en begrundet mistanke til donoren, og dermed at han skulle bremses, siger han til 21 Søndag.

Direktøren understreger dog, at sædbanken har ændret procedure og fremover vil følge Sundhedsstyrelsens regler om straks at stoppe donoren ved den første mistanke om arvelig sygdom.

Vrede hos modtager

En af de ni kvinder, der har fået et sygt barn på grund af sæden fra den pågældende donor, er Lone Søgaard-Kristensen fra Fredericia. Hun reagerede med vrede, da hun fandt ud af, at hendes datter også havde fået den sjældne og arvelige sygdom NF1 - Neurofibromatosis type 1 - fra sædbanken.

- Jeg var overrasket over, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg havde købt sæd fra en sæddonor sammen med min kone, og på internetsiden står der jo, at det er sunde og raske unge mænd, så jeg følte mig rimelig sikker i min sag, har hun tidligere forklaret til TV 2.

Fakta:Klinikker

Disse fertilitetsklinikker i Danmark har ifølge Sundhedsstyrelsen insemineret kvinder med sæd fra den pågældende donor 7042:

Aagaard

Alexander Laschke

Diers Klinik

Dronninglund

Fauerskov

Gaia

Holbæk Sygehus

IVF-SYD

Kvindeklinikken

Lars Grønlund

Maigaard

Skejby Sygehus

Stork Klinik

Trianglen