Sydsudans hær »dræber og voldtager« civile
Rapport afslører omfattende overgreb begået af sydsudansk politi og hær mod civile i Sydsudan. Tortur og drab og misbrug af kvinder og børn.
Rapport afslører omfattende overgreb begået af sydsudansk politi og hær mod civile i Sydsudan. Tortur og drab og misbrug af kvinder og børn.
SYDSUDAN: Den sydsudanske hær og landets politi myrder og voldtager civile, oplyser menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der kalder situationen i verdens nyeste stat for »chokerende«.
Overgrebene er sket efter den såkaldte »Operation Genskab Freden«, der blev sat i værk af landets regering i marts i år. Men ifølge Amnesty er forholdene langtfra blevet fredeligere i landet.
- Hæren og politiet er langt fra at skabe sikkerhed i regionen, men begår chokerende brud på menneskerettighederne. Og myndighederne gør meget lidt for at stoppe overgrebene, siger Audrey Gaughran, organisationens Afrika-direktør, i en pressemeddelelse og opfordrer den sydsudanske regering til omgående handling.
Regeringen i hovedstaden Juba svarer derimod, at overgrebstilfældene er enkeltstående.
Men ifølge Amnesty, der har været i kontakt med civile over store dele af Sydsudan, er der tale om udbredte overgreb, som spænder fra tortur til misbrug af børn helt ned til 18-måneders-alderen. I nogle tilfælde har styrkerne også plyndret civiles ejendomme og ødelagt deres afgrøder.
I flere landsbyer vender soldater tilbage to eller tre gange for at fratage indbyggerne deres våben. Det skete for eksempel i landsbyen Thangajon, hvor soldater kom på voldsomme besøg to gange i juli og en gang i august.
I Amnestys rapport forklarer K.E., en mor til fire, at soldaterne bad hende og fem andre kvinder om at udlevere våben. Men K.E. forklarede, at der ingen våben var. Herefter blev kvinderne slået med kæppe og ført om bag deres hjem. K.E.s hoved blev af én soldat trådt ned mod jorden, mens en anden stod på hendes ryg. Hendes brors kone besvimede under overgrebene, lyder det i rapporten.
Regeringen indførte »Operation Genskab Freden« for at løse problemer med etniske sammenstød i landet, efter at optøjer i landets østlige Jonglei-provins kostede hundredvis af menneskeliv.
Sydsudan rev sig efter årtiers konflikt løs fra Sudan i juli sidste år, og siden har landene været i flere konflikter med hinanden.
I begyndelsen af august slog 67 eksperter i folkemord fra hele verden alarm over, at situationen i Sudan og Sydsudan minder om massedrabene under Darfur-konflikten, der kostede mindst 400.000 menneskeliv og drev to millioner fra hus og hjem.