Den 28-årige Msizi Mkhize var på vej hjem med en kammerat, da han blev kørt ned i KwaMashu nord for byen Durban i Sydafrika sidste uge.

Redningspersonalet erklærede ham død på stedet og han blev kørt på lighuset, hvor hans krop blev lagt på køl.

Men redningspersonalet havde begået en alvorlig fejl. Det skriver både det sydafrikanske medie Daily News og britiske Times om den påståede episode.

For da familien skulle identificere den 28-årige mand, så viste det sig, at han havde en puls. Han levede.

Han blev straks ført på Mahatma Gandhi Hospital, hvor mange forsøgte at genoplive ham. Men genoplivningsforsøget lykkedes ikke, og han blev officielt erklæret død - igen - fem timer senere.

Familien kræver en forklaring på, hvorfor Msizi Mkhize i første omgang blev erklæret død.

»Ord kan ikke beskrive, hvordan jeg har det med min søns behandling. At have brugt hele natten og morgenen i lighusets kølerum er forkert,« siger faderen Peter Mkhize.

Der er endnu ikke kommet en forklaring på, hvordan man kunne tage så grueligt fejl. Men hospitalet er i gang med at efterforske sagen, lyder det.