Det hér er med andre ord hugget af direkte fra hoften, og Chuck Berry skulle stå i andet, når erfarne herrer som Lemmy Kilmister (Motörhead), Slim Jim Phantom (Stray Cats) og Danny B. Harvey (The Rockats) står bag. Og i særdeleshed når d’herrer bestemte sig for at lave et album primært med (æld)gamle rock’n’roll klassikere, som den slags oprindeligt har ment.

Når The Head Cat storswinger sig igennem Berrys ”Let It Rock”, Eddie Cochrans ”Something Else” eller Jack Clements herlige ”It’ll Be Me” er det simpelthen lyden af en svunden tid. En tid hvor selv medlemmerne af The Head Cat stadig var forholdsvis uskyldige, og hvor brylcremes aktier stod højere, end Googles gør i dag. Hvor de mere eller mindre imaginære lyserøde Cadillacs holdt kofanger-mod-kofanger langs Sunset Strip, mens samme øsers ejere på deres side i en hørm af billig parfume og nedbrændte Lucky Strikes holdt hof på dineren med cheeseburgere, milkshakes og masser af mønter til jukeboxen.

Det hér er med andre ord musik lavet for at minde verden om ”how rockn’roll is supposed to fucking sound”, som The Head Cats egen hensigtserklæring lyder. Well, gutter, til det kan man jo kun sige ”mission accomplished”, for ”Walk The Walk…” er vitterlig et såre charmerende album, spillet af folk, hvis kendskab til den klassiske rock’n’roll kun overgås af deres kærlighed til samme.

På kun godt 27 minutter spiller The Head Cat op til fa’ens til fest med højdepunkter som ovenstående tre sange og – ikke mindst – The Beatles ”You Can’t Do That”. Det er ganske herligt at høre den erklærede Fab Four fan Lemmy næsten croone sig igennem netop dén sang. Af de to nykomponerede numre holder den catchy ”American Beat” fint trit med klassikerne, mens skivens eneste skuffende indslag, den håbløse blues-rundgang ”The Eagle Flies On Friday”, desværre er netop det: håbløs.

Men spring den over og du har sensommerens partyplade lige hér. Med Motörheads morderiske turneskema er det vel for meget at bede om nogle koncerter på disse breddegrader, men hold kæft hvor kunne dét bare være sjovt…