Bølgerne gik højt i 2012, da FC Midtjylland var et helt andet sted, end klubben er i dag.

Det mangeårige bestyrelsesmedlem og sponsoren Steen Hessel, som med familiefirmaet Ejner Hessel A/S i ryggen har været med til at stifte FC Midtjylland i 1999, var i sommeren 2011 trådt ud af bestyrelsen, og nu skulle omverdenen kende sandheden om den synkende skude.

»Jeg mener, at bestyrelsen har svigtet på afgørende punkter. Adskillige centrale personer har forladt klubben, uden bestyrelsen har reageret. Til sommer står vi uden en hovedsponsor, og vores salgsafdeling ligger i ruiner. FC Midtjylland er i krise. Se bare på tallene, de lyver ikke,« rasede Steen Hessel til Dagbladet Holstebro-Struer og krævede en ekstraordinær generalforsamling.

I dag er situationen en helt anden. Klubben har store økonomiske muskler med rigmanden og bestyrelsesformand Matthew Benham i spidsen, og engagementet fra Steen Hessel, som kom tilbage i bestyrelsen med Benhams ankomst, er tilbage. Helt tilbage.

Mandag udsendte klubben nemlig en pressemeddelelse om, at Ejner Hessel A/S tiltræder som hovedsponsor frem til sommeren 2016.

»Over 60 procent af de mennesker, der dengang var i bestyrelsen, er væk igen. Dengang havde jeg forladt bestyrelsen, og da jeg indkaldte til ekstraordinær generelforsamling, var det et sidste råb om hjælp. Klubben brugte væsentligt flere penge, end man havde, og på et tidspunkt ville festen slutte, og det var det, jeg frygtede,« siger Steen Hessel.

Hvorfor skred du fra det hele, dengang det gik skævt?

»Jeg skred ikke fra det hele dengang. Bortset fra en kort periode på et halvt år har vi været sponsor hele tiden. I den periode fandt vi ud af, at vi hører til i Midtjylland. Dengang var klubben så langt ude økonomisk, som den kunne være, og det var måske mere et råb fra min side om, at der skulle ske et eller andet. Ellers havde det formentlig været slut for klubben i dag.

Du træder ikke kun til som hovedsponsor, fordi det går klubben godt?

»Vi har været sponsor i klubben næsten hele tiden og været på trøjerne i det seneste halvandet år, og nu får vi også navnet på brystet.«

I er ikke kun en medgangs-sponsor?

»Det mener vi ikke selv. For halvandet år siden tegnede vi en tre og et halvt år kontrakt på ryggen, så man kan sige, at vi har været med hele vejen, og nu opgraderer vi sponsoratet.«

Hvad koster det jer at blive hovedsponsor?

»Det kan jeg ikke fortælle.«

Vil du blive som hovedsponsor, hvis det begynder at gå skævt for Midtjylland igen?

»Det kan vi ikke sige. Det kan være, Midtjylland har en meget bedre aftale, når vores kontrakt løber ud. Det er ikke os, der bestemmer det.«

Er det også derfor, kontrakten er så kort?

»Ja, det kunne man forestille sig. Det kan være, at Midtjylland fremadrettet gerne vil se, hvad der sker.«

Vil du gerne fortsætte efter sommeren 2016?

»Vi vil ikke afvise noget og vil gerne se tiden an.«