Sammen med sin samlever, Anette Clausen, er han med i den danske delegation, der skal lave forretninger under Dronningens besøg i Rumænien.
Selv er Mogens Wiste Killerich glad og stolt over at være med i Dronningens følge. Det er en god lejlighed til at lave forretninger i Østeuropa, siger manden der sammen med de berømte Jydebrødre sidst i 80'erne var med til at tvinge flere dansker banker i knæ.
"Udenrigsministeriets invitation til at deltage i regentparrets tur til Rumænien var stilet til min samlever Annette Clausen. Jeg er kun med som påhæng," forklarer Mogens Wisti Kiilerich til B.T.
Dronning Margrethe kender næppe den mand, som hun indirekte overfor sine rumænske værter har været med til at give et blåt stempel.
Den 48-årige erhvervsmand blev første gang kendt i offentligheden, da han var makker med de berømte Jydebrødre, hvis oppustede handler tog livet af både Bornholmerbanken og Århus Discontobank og tvang Midtbank i Herning ud i en eksistenskrise.
Jydekompagniets kollaps betød, at Mogens Wisti Kiilerichs selskab gik konkurs med en gæld på 70 millioner kr., men siden er den driftige erhvervsmand kommet igen og har involveret sig i nye selskaber, hvoraf de fleste efterfølgende er gået konkurs og har efterladt såvel offentlige som private kreditorer med betydelige tab.
"Jeg løber ikke fra min fortid og de handler, jeg har gjort. Jeg driver stadig forretning og har talent for handel og logistik. På den måde forsøger jeg at hjælpe min samlever Anette Clausen, der står bag fonden "Peoples Care Supply", der arbejder her i Rumænien," siger Mogens Wisti Kiilerich.
Fonden køber varer op og sælger dem ifølge Kiilerich videre til forskellige humanitære organisationer, der arbejder i Rumænien. Parret handler blandt andet med Røde Kors.
"For Anette er det nok forretning, men det er også et kald. Hun gør virkelig en forskel, og det er også derfor, hun blev inviteret af Udenrigsministeriet. Jeg bistår kun Anette i hendes arbejde med mit talent for handel og logistik og medvirker til at hjælpeorganisationerne får varerne til den rigtige pris og uden overflødige omkostninger," siger Mogens Killerich.
Han driver selv et handels- og finansfirma på adressen Østervangsvej 12 i Randers. Her er den mest synlige aktivitiet ifølge lokale erhvervsfolk en hyppig udskiftning af luksusbiler.
Mogens Wisti Kiilerich behøver imidlertid ikke tage sig af den lokale snak, for uanset hans mange konkurser er der stadig investorer, der tror på manden.
Hans firma Investerings og Financieringsselskabet af 11 januar 1984 aps ejer ejendommen på Østervangsvej 12 i Randers, hvor Kiilerich og hans samlever også bor. Ejendommen blev i 1999 vurderet til 1.450.000 kr og er belånt med et lån i Nykredit på 1.2 mill kr. Fornyligt viste Kommunernes Pensionsforsikring A/S deres tiltro til den jyske finanskræmmer, da de ydede et tillægslån på 700.000 kr med sikkerhed i ejendommen.
Bagmandspolitiet har gennem de senere år sat Mogens Wisti Kiilerich i forbindelse med store sagskomplekser omkring selskabs og momssvindel, men Kiilerich er med en enkelt undtagelse gået fri. Dagbladet Børsen har betegnet Kiilerichs evne til at holde sig fri af kriminelle forhold som legendarisk.
I 1997 gik det dog galt, da Mogens Wisti Kiilerich blev idømt en betinget fængselsdom på to år for sin andel i den såkaldte tolddatapladesag. Her var Toldvæsent blev snydt for adskillige millioner ved stribevis af handler med luksusbiler, hvor man indførte og solgte dyre biler, men undlod at betale registreringsafgift.
"Jeg benægter ikke at jeg blev dømt. Men det skal jeg vel ikke straffes for i al evighed. I journalister fokuserer altid på det negative, og det holder jeg nok til. Men det er synd for min samlever Anette. Det er nok forretning hun gør i forbindelse med hjælpearbejdet, men det er som sagt også et kald." siger Mogens Wisti Kiilerich, der dog også selv laver forretninger i Rumænien under rejsen med regentparret.
"I dag har jeg været ude at se på et glasværk, mens Anette har forhandlet med to hjælpeorganisationer. Jeg regner med at kunne importere nogle glasvarer. Det er naturligvis et godt miljø at gøre forretninger i under en sådan rejse," tilføjer Kiilerich.
"Hvordan jeg havde det, da jeg hilste på dronningen i går. Jeg var da stolt og beæret og glad for at jeg var kommet med sammen med min samlever," siger Mogens Wisti Kiilerich