Hvad går der galt, når nogle børn bliver seksuelt misbrugt i årevis, uden nogen griber ind? Det svar vil socialminister Karen Hækkerup (S) gerne have svar på, skriver Jylland-Posten.Systemet skal derfor kulegraves, understreger ministeren.

- Der vælter ekstremt mange sager frem lige nu. Når misbrug kan stå på så længe, og når både kommunerne og politiet kan være i kontakt med barnet uden at opdage, hvad der sker, er vi nødt til at se systemet efter. Det er ikke acceptabelt, og det skal gøres bedre, siger Karen Hækkerup til Jyllands-Posten.

Et hurtigtarbejdende ekspertudvalg skal klargøre, hvor problemerne opstår og komme med forslag til løsninger. Inden maj skal eksperterne være klar med anbefalinger, og de skal undersøge, om der er sket en stigning i antallet af sager, eller om der blot opdages flere.

- Desuden skal eksperterne rådgive mig om, hvorvidt der er grund til, at vi ændrer lovgivningen, siger Karen Hækkerup.

Ankestyrelsen vil desuden gennemgå gamle sager om misbrugte børn for at klarlægge, hvem der har ansvaret i sager, hvor systemet har svigtet. Samtidig skal de værste sager siden 2007 analyseres.