Erik Sviatchenko er blevet mester, har scoret mod Glasgow Rangers og er blevet far. Det har været et stort år i Celtic.
For et år siden sad Erik Sviatchenko og ventede på, at hans udenlandske skifte endelig skulle blive en realitet. Efter flere transfervinduer med rygtestrømme af stormstyrke, sidste-minuts-tilbud fra Norwich og sidste-sekunds-nedbrud i en FC København-transfer lykkedes det endelig at skifte til Celtic.
Nu sidder han i Dubai. På træningslejr med sin skotske klub som forsvarende mester, Liga Cup-vinder, målscorer i det hadske arvefjendeopgør mod Rangers og ikke mindst far.
»Det var en stor oplevelse at blive far. Det er også en opgave, jeg er vokset med. Det er en fantastisk opgave, min kæreste og jeg har fået med at opdrage og være sammen med vores lille søn. Han er født i Skotland, så der vil altid være en forbindelse, der ligger dybere end bare, at man har spillet her. Min søn har haft sine første leveår her. Det går rigtig godt indtil videre. Han bliver større og større. Han er ni måneder nu, og det er en dejlig oplevelse,« siger Erik Sviatchenko om sin største succes uden for banen.
Med fodboldstøvlerne på har han også fortsat succesen fra FC Midtjylland.
»Det har været et helt fantastisk år. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det er gået over al forventning, for jeg havde jo selv taget beslutningen om, at det var det rigtige skridt. Jeg kunne ikke vide, at der ville blive skiftet træner undervejs, men det har måske været det mest perfekte for mig, at den nye træner kom ind. Indtil videre har det virkelig været en stor oplevelse at mærke hans trænerevner,« siger Erik Sviatchenko.
Det er Brendan Rodgers, han taler om. Den tidligere Liverpool-manager, der nu styrer Celtic. Under ham er Celtic blevet endnu mere suveræne, og efter 20 kampe fører Celtic med 19 point ned til Rangers – med en kamp i hånden.
Netop ærkerivalerne fra Rangers er rykket op i den bedste række igen efter fire år uden for på grund af en konkurs. Det er derbyer, som verden taler om. Og her er to af Erik Sviatchenkos største momenter fra.
»Det var en stor oplevelse at score mod Rangers. Det var mit første mål for Celtic og så i så stort et opgør mellem de to Glasgow-klubber, som har en historik med hinanden. Resultatet i den kamp var ikke så fornøjeligt, fordi vi desværre røg ud efter straffespark i semifinalen i den skotske Cup. Under Brendan Rodgers spillede vi så på Hampden Park i semifinalen, hvor jeg også scorede, men det blev underkendt, selvom der ikke var noget frispark. Men to mål i to kampe mod Rangers har selvfølgelig været sjovt, hvis man ser bort fra, at det kun er det ene, der tæller,« siger Sviatchenko.
Han var med, da FC Midtjylland først kvalificerede sig til Europa League og siden gik videre fra gruppespillet. Han var også med, da Celtic var en tur i Champions League i efteråret, men ikke formåede at vinde en kamp i en svær gruppe med Barcelona, Manchester City og Gladbach.
Sviatchenko har spillet over for Luis Suárez, Lionel Messi og Sergio Agüero. Det har også givet nogle af de gode grå hår i fodboldmanken.
»Jeg er blevet ældre. Jeg er 25 år gammel, og jeg har en form for rutine. Jeg har spillet rigtig mange kampe på højt niveau. Jeg har Europa League på cv’et, jeg har Champions League på cv’et, og jeg har mødt nogle af de bedste spillere i verden. Det er jeg stolt af, og det giver mig kun mere blod på tanden. Jeg vil udvikle mig endnu mere, og det er næste skridt,« siger Sviatchenko, som stadig har mere at lære i Celtic, inden han kigger efter næste store udfordring.
»Jeg har udviklet mig helt vildt meget, og jeg kan se mig udvikle mig meget endnu. Vi har et utroligt spændende setup, og vi bliver matchet. Der er også den gulerod, at man kan komme ud og spille Champions League igen. Lige nu tænker jeg mest på at være i nuet, og jeg nyder, at jeg er gået igennem mit første år her. Man ved jo også, at man bliver bedre og bedre, og gør man det, synes andre klubber selvfølgelig også, at man er god. Men lige nu er det slet ikke noget, jeg har i tankerne.«
