Sveriges hidtil største røveri på Arlanda
Sveriges hidtil største røveri på Arlanda
Sveriges hidtil største røveri på Arlanda
For anden gang inden for et par uger er Stockholms lufthavn i Arlanda blevet udsat for et kæmpemæssigt seddelkup. Røverne fik fat i 172 kg sedler, hvis værdi ansættes til godt 30 millioner danske kroner. For to uger siden blev der stjålet sedler for mindst fem millioner danske kroner i den svenske lufthavn.
Det seneste kup på Arlanda fandt sted i onsdags, men det var først i dag, at det blev kendt, at der kan være tale om et af de største røverier i svensk kriminalhistorie.
Pengene befandt sig i ti plastickasser. Røverne forsvandt med syv af kasserne, som senere blev fundet tomme sammen med flugtbilen. Kasserne indeholdt sedler, som skulle sendes fra svenske banker til Hongkong Bank i London med et fly fra British Airways.
Politiet har en mistanke om, at der er tale om et såkaldt insiderjob, eftersom de to røvere angiveligt har været vidende om, at en stor værditransport skulle finde sted. Gerningsmændene dukkede op på det helt rigtige tidspunkt.