SVERIGE: Sverige opfordrer nu direkte Danmark til at følge sit eksempel og indføre midlertidig grænsekontrol. Det siger den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, til TV-kanalen SVT.

»Præcis som Sverige og Tyskland bør Danmark nu oprette grænsekontroller,« sagde han torsdag aften til SVT.

Den svenske minister understregede, at det er et nødvendigt skridt, hvis Danmark vil påtage sig sin del af ansvaret for »flygtningestrømmen og for sikkerhedssituationen i Europa.«

Meldingen kommer samtidig med, at Sverige er så overmandet af asylansøgere, at politikerne er klar med flere tiltag for at forsøge at kontrollere strømmen.

I sidste uge indførte landet midlertidig grænsekontrol i et forsøg på at kontrollere den massive flygtningestrøm, landet oplever. Sverige lader dog fortsat alle, der ønsker at søge asyl i landet, komme ind. Men der er ekstra bevogtning ved landets grænser, blandt andet har politiet i Malmø fået forstærkninger fra hele Sydsverige for at have mand nok til at tjekke de mange flygtninge, der kommer til Malmø via Øresundsbroen.

Torsdag aften ankom 600 flygtninge til Hyllie station, der er den første station på den anden side af Øresund, i løbet af blot tre timer. Det betød, at svenskerne for første gang måtte afvise asylansøgere på modtagecentre på grund af pladsmangel. Således måtte 40 nytilkomne asylansøgere sove udendørs på liggeunderlag og tæpper i Malmø. Det skriver SVT.

I Danmark opjusterede regeringen torsdag antallet af asylansøgere, der forventes at komme til landet i 2016 fra 15.000 til 25.000 personer.