Følg udviklingen i Stockholm her i BTs LIVE-blog.
Fredag kørte en lastbil ned ad Drottninggatan i det centrale Stockholm og bragede ind i indkøbscenteret Åhlen City. Angrebet er det seneste i en lang række af sin slags, der har ramt Europa gennem de senere år.
Men alligevel bør danskerne ikke være mere bekymrede for terror efter angrebet i Stockholm. For det betyder ikke så meget, at angrebet var netop dér, mener lektor og terror-ekspert ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen.
»Der har været mange angreb de sidste to år, og jeg mener ikke, det betyder noget særligt for Danmarks terrortrussel. Den er i forvejen ret høj, og det kan jeg ikke se, skulle ændre sig på grund af angrebet i Stockholm,« siger han til BT.
Forskellige slags angreb
Alligevel pointerer han, at sådanne angreb kan ’smitte’, fordi de inspirerer andre til at gøre det samme.
»Angreb som det her kan ske hvor som helst og når som helst. Heldigvis er der kun ganske få personer, der har sådanne ambitioner, men de kan bo alle steder.«
Carsten Bagge Lausten har lagt mærke til ligheden mellem angrebet i Stockholm og dem, vi tidligere har set i Nice, Berlin og London.
Han forklarer, at der findes to slags angreb: De målrettede, der aktivt går efter symboler som for eksempel politikere, særlige steder eller bygninger og personer. Eksempler på sidstnævnte kunne være Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.
Den type angreb kræver ofte planlægning og mere end én gerningsmand. Helt modsat er det med den type katastrofiske angreb, som vi er begyndt at se, hvor store køretøjer bliver stjålet eller lejet og pløjet ind i en menneskemængde.
»Det svære ved denne type angreb er, at de er nemme at udføre alene. Det kræver ikke den store planlægning, og det er nemt for enkeltpersoner at gennemføre,« siger lektoren.
Fik du set:
Kaos i Stockholm: Svensk politi afhører to i forbindelse med lastbilangrebet:
