(BT i Paris): Sverige har endnu ikke givet svar om, hvorvidt de vil tillade René Toft at spille med sin albueskinnne i opgøret mod Danmark mandag. Det sker på trods af, at Egypten, Bahrain og Qatar allerede har givet deres accept.

Nu begrunder svenskerne beslutningen overfor BT. BT har snakket med det svenske landsholds pressechef Daniel Vandor om svenskernes holdning til sagen.

Han lover svar i dag og forklarer, hvorfor man ikke har meldt en afklaring ud endnu.

»Jeg håber, at vi klokken 14 lørdag eftermiddag kan give besked til det danske hold om, hvad vi har besluttet,« siger han til BT.

Den svenske landsholdslæge har set René Tofts albueskinne an for at vurdere, om den er forsvarlig at spille imod, men internt på holdet har svenskerne truffet en beslutning om ikke at ville være dommere overfor danskerens spilleberettigelse.

»Vi føler ikke, at det er vores opgave at beslutte, hvad der er rigtig og forkert for de andre nationer. Det er op til IHF at beslutte. Og derfor har vi besluttet her på holdet, at det vil vi ikke være dommere over, så beslutningen er sendt videre op i systemet. Vi vil bare gerne spille håndbold,« lyder det fra pressechefen.

Det bliver i stedet det svenske håndboldforbunds landsholdskomité, der skal afgøre svenskernes holdning i sagen. I komitéen sidder blandt andre landsholdets øverste chef Lasse Tjernberg og den tidligere storspiller Stefan Lövgren, der også bestrider en toppost i forbundet.

René Toft er afhængig af at spille med albueskinnen og har ingen alternativer. I første omgang afviste IHF, at han måtte gøre brug af den - indtil de ombestemte sig og gav beslutningen videre til Danmarks modstandere. Albueskinnen indeholder en vis mængde metal, som deler vandene. Nogle mener, det er ufarligt at spille overfor - andre som IHF - har en anden holdning.

BT følger sagen....