De vil have flere danske patienter. Og med forventede besparelser på 30-40 procent burde de svenske tandlæger have gode chancer i tand-krigen over Øresund.

Tandlæge Stefan Ohlson har haft åbent hus med fri konsultation for at trække både danske og svenske patienter til klinikken. Og med det samme man træder ind på klinikken, mærker man, at det her handler om at kapre kunder og beholde kunder.

Et stort fad med frugt lokker i venterummet, og patienterne bliver straks mødt af en person, der kan give dem oplysninger, de måtte være interesseret i. De kan så få et tilbud på, hvad forskellige behandlinger af tænderne vil koste.

En halv snes danskere har taget flyvebådene til Malmø for at høre, hvad Stefan Ohlson kan tilbyde. De fleste har været til tandlægen i Danmark, men vil undersøge om det kan gøres billigere i Sverige.

"Jeg regner bestemt med at spare nogle penge. Og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke ligeså godt kan få ordnet tænderne her. De virker dygtige og meget venlige," siger Jytte Olsen fra København, der har valgt at bruge en lørdag i Malmø.

"Vi har i forvejen mange patienter fra Danmark, men vil selvfølgelig gerne have flere. Derfor tilbyder vi, at de kan se vores klinik og få en gratis konsultation," siger Stefan, der har annonceret i flere danske aviser for det åbne arrangement.

B.T. har talt med flere tandlæger i Malmø-området, der alle har danske patienter og gerne vil have flere. Konkurrencen i Sverige er nemlig blevet skærpet de senere år, fordi priserne nu er givet fri.

Samtidig har den svenske stat sat tilskuddene til tandlægerne ned. Det har betydet en lille stigning i priserne. Men de svenske tandlæger er dog stadig nogle af de billigste set internationalt, beretter direktøren for de svenske privattandlæger, Lennart Nordgren.

I Sverige har man valgt en anden strategi for at forbedre tandsundheden end i Danmark. Mens man i Danmark har store statstilskud på konsultationer og "vedligeholdelse", er der i Sverige nogle store tilskud på de store og dyre behandlinger. Det er derfor også på disse behandlinger, at der er besparelser at hente for danskere.

Hvor man tidligere kunne spare omkring 50 procent på tandlægeregningen ved at tager over sundet med dårlige tænder, er besparelserne i dag omkring 35 procent, vurderer den svenske tandlægeformand, der er glad for de danske patienter.

"Vi er naturligvis glade for de danske kunder. Og jeg tror, at vi med stor sandsynlighed vil se flere danskere på klinikkerne, når Øresundsbroen åbner. De Svenske tandlæger er jo lige så gode, men bare billigere," siger Lennart Nordgren, der ikke har noget svar på, hvorfor svenskerne kan gøre det billigere end danskerne.

Det har tandlæge Stefan Ohlson dog en forklaring på:

"Jeg tror, at vi behandler mere rationelt. Vi behandler flere, og det giver nogle fordele. Og så tror jeg ikke, at vi tjener helt så meget som de danske tandlæger."

I Danmark har Tandlægeforeningen ikke noget imod at danske patienter tager til Sverige. Formanden Erik Schmølker mener, at det udelukkende er tilskuddene, der har betydning for prisforskellene. Han opfordrer blot danskerne til at være opmærksomme på følgerne af, at vælge en tandlæge uden for landets grænser.

"I Danmark har vi jo et klagesystem. Det kan man ikke bruge, hvis noget går galt i Sverige. De Svenske tandlæger er jo heller ikke dækket af den danske patientforsikring," advarer han.

"De Svenske tandlæger har dog deres egen forsikringsordning, som også danskere er dækket af. Den varierer dog lidt, så det kan være en god idé at spørge sig frem, når man skal finde en svensk tandlæge.

Det nemmeste er, at søge efter tandläkare på Internettet. Man skal blot vælge en international søgemaskine, så kommer der flere svenske tandlæger frem.

B.T.s undersøgelse viser, at de fleste svenske tandlæger er vant til de danske patienter. Enkelte stedet talte de ligefrem dansk på klinikken.