FRANKRIG: De svenske myndigheder bekræfter nu, at der er svenskere blandt ofrene for terrorangrebene i Paris.
En svensk statsborger er blevet dræbt under angrebene, mens en anden svensker er såret, oplyser det svenske udenrigsministerium til avisen Expressen.
Natten til lørdag er der er ingen meldinger om, at der skulle være danskere blandt ofrene, oplyser Borgerservice til Berlingske Nyhedsbureau.?Martin Ellehøj, vagthavende borgerservicechef, fortæller, at Udenrigsministeriet i samarbejde med den danske ambassade i Paris forsøger at få et overblik over situationen.
»Herhjemme har vi kontakt til danskere, der ringer ind. Både danskere i Frankrig ringer, og pårørende til danskere i Paris ringer herhjemme fra. Vi prøver at registrere dem, der meldes savnet, og så prøver vi at få kontakt til dem,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Lige nu er det uvist, præcis hvor mange der er døde under angrebene i Paris. En vurdering fra franske efterforskningskilder lyder på, at mindst 120 mennesker i alt har mistet livet, mens mediet CNN melder om op til 153 dræbte.
De fleste af ofrene for terrorangrebene befandt sig på spillestedet Bataclan, hvor de blev holdt som gidsler.
BNB
