I forbindelse med en weekendkonference for svensk narkotikapoliti på Radisson SAS Scandinavia Hotel tog en gruppe på 20-30 svenske politifolk iført civil beklædning på "hemmelig mission" på Christiania.
Ifølge B.T.s oplysninger blev fem-seks af betjentene imidlertid spottet under deres sightseeing, dels på grund af deres "mistænkelige" adfærd, og dels fordi et par af dem gjorde sig uheldigt bemærket ved at stille nærgående spørgsmål til andre tilstedeværende personer i området ved Pusher Street.
Da de blev indkranset og direkte adspurgt, om de var politifolk, lød svaret, at det var de, og en trak sit politilegitimationskort frem af lommen.
Herpå fulgte den helt store opstandelse, hvor de vrede christianitter og hashpushere fratog de fem-seks svenskere deres politikort og jog dem på flugt med et bombardement af rester fra morgenbordet, sten og andet forhåndenværende.
Mindst én af svenskerne nåede også at indkassere et par øretæver af folkemængden, erfarer B.T. Svenskernes bil fik smadret en rude af stenkast.
Dansk politi var uvidende om både svenskernes narkopolitikonference og deres uofficielle besøg i fristaden, men bekræfter, at episoden har fundet sted.
"Vi fik efterfølgende lørdag eftermiddag kl. 17.16 en telefonisk henvendelse til vagthavende på Station 4 fra en svensktalende mand, som sagde, at han og 20-30 andre svenske betjente i civil havde besøgt Christiania, og at nogle af dem var blevet stenet ud.
Folkene derude havde også smidt sten mod deres bil, som fik smadret en rude," oplyser Mogens Lauridsen, fungerende chefpolitiinspektør i Københavns Politi, som kalder de svenske kollegers optræden på Christiania for "meget, meget usmart".
"Vi kan selvfølgelig ikke forhindre dem i at besøge Christiania som privatpersoner, men svenske betjente har ingen politimyndighed i Danmark, så det er en tåbelig måde at gebærde sig på," siger Mogens Lauridsen, der ikke mener, at episoden får nogen konsekvenser.
"Det er meget svært at gøre noget ved nu. Jeg ved ikke engang, om vi har navnet på den pågældende, der sagde, at han var svensk politibetjent i telefonen. Vi har heller ikke modtaget en anmeldelse om det fra Christiania, og det gør vi nok heller ikke," mener den fungerende chefpolitiinspektør.
Svensk politi har kun politimyndighed i Danmark i tilfælde af det, der i politisproget hedder en hot pursuit - altså en biljagt - over Øresundsforbindelsen. Det ligger i aftalen om politisamarbejdet over Øresund.