Normalt står 31-årige Sveinur på scenen og koncentrerer sig om mikrofonen. Men fredag havde han tankerne et helt andet sted. Uden sin mentor, Cutfathers, viden, fyrede Sveinur den af på trommer.

Bagefter gik den energiske Sveinur en tur ud blandt publikum og endte oppe på dommerbordet. Her dansede han rundt mens han sang, og var helt inde i ansigterne på de noget overraskede dommere.

- Du tror på dig selv på en fed måde. Det er super fedt, og du gør det med stil. Det var ikke lige den koreografi, vi havde aftalt, lød det fra en grinende Cutfather, der tydeligvis ikke havde noget imod improvisationen.

På Færøerne, hvor Sveinur er født og opvokset, har han længe spillet trommer, i bands og for sig selv. Fredag aften viste han det på scenen, hvilket fik folk op af stolene. Også Blachman var imponeret og udbrød:

- Godt for dig, at bordet holdt.