Louise Svalastog, der blev hasteindkaldt til EM som reserve for knæskadede Marianne Bonde, er klar til at tage en ny tørn på kvindelandsholdet.
- Hvis ellers min krop kan holde til det, og man gerne vil have mig med, er jeg klar til at fortsætte. Jeg har elsket hvert minut, jeg har været i landsholdslejren her i Ungarn, sagde forsvarsspilleren efter Danmark onsdag aften havde tabt til Spanien ved håndbold-EM i Ungarn.
Nederlaget betød samtidig, at Danmark skuffende er ude af slutrunden allerede.
Man skulle fredag have spillet en kamp om femtepladsen. Men denne gik man glip af, da Ungarn besejrede Norge.
Allerede i formiddag er landsholdet på vej hjem til Danmark.
Spillere, ledere og trænere forlod her til morgen klokken 6.15 hotellet i Debrecen i bus, og efter planen deler man sig i lufthavnen i Ungarns hovedstad Budapest:
Mens den ene del af landsholdet - heriblandt landstræner Jan Pytlick - tager hjem via København, tager den anden halvdel - blandt andre DHFs sportschef Ulrik Wilbek - hjem via Billund.