Svært at gøre noget ved hjemvé
Værterne har haft travlt i svingdøren til og fra 'Aftenshowet' på DR i det sidste halve år, men umiddelbart skal aftenprogrammet ikke ud og finde en erstatning for Morten Ankerdal
Værterne har haft travlt i svingdøren til og fra 'Aftenshowet' på DR i det sidste halve år, men umiddelbart skal aftenprogrammet ikke ud og finde en erstatning for Morten Ankerdal
-Man kan ikke stille noget op med hjemvé, siger Ole Rahbek, redaktionschef på 'Aftenshowet'.
- Morten har fundet ud af, at han savner sport, og nogle gange er det nødvendigt at forlade noget for at finde ud af det, at det forholder sig sådan.
Oprindelig havde 'Kontant'-værten Kåre Quist sagt ja til at overtage værtsjobbet på 'Aftenshowet' efter Mads Steffensen, der nu er vendt tilbage til radioen. Han fortrød også, men nåede aldrig indenfor glasdøren, inden han kom til samme erkendelse, som Morten Ankerdal nu har truffet.
Umiddelbart regner Ole Rahbek ikke med at skulle ud og finde en erstatning for Morten Ankerdal:
- Vi har ingen værtskrise. Vi hentede tre værter fra TV2, og vi har stadig Rie Helmer og Marc Stockholm sammen med Louise Wolff og Puk Elgaard, der vender tilbage efter at have lavet 'Her er dit liv'.
Efter planen vender Sisse Fisker, der er på barselsorlov, også tilbage til 'Aftenshowet' til sommer.