Svækket tillid til LinkedIn efter hackerangreb
Det erhvervsorienterede sociale netværk LinkedIns omdømme har lidt skade i kølvandet på en klodset håndtering af et hacker-angreb, der gik ud over millioner af brugere, mener amerikanske eksperter.
Det erhvervsorienterede sociale netværk LinkedIns omdømme har lidt skade i kølvandet på en klodset håndtering af et hacker-angreb, der gik ud over millioner af brugere, mener amerikanske eksperter.
Mere end seks millioner LinkedIn-passwords blev i denne uge lækket på en russisk hacker-hjemmeside. LinkedIn, der har cirka 161 millioner medlemmer i flere end 200 lande, var ikke ligefrem hurtige med at advare brugerne, og eksperter mener, at tilliden til virksomheden har fået et alvorligt knæk blandt nogle af de erhvervsfolk, der benytter sig af mediet.
Det skriver Reuters.
Hani Durzy, LinkedIns talsmand, har tidligere udtalt, at man har ugyldiggjort de stjålne passwords, men det er fortsat uvist, om andre oplysninger fra de mange hackede konti er blevet stjålet.
I det hele taget har det været småt med oplysninger fra LinkedIn, og flere sikkerhedseksperter udtrykker bekymring for, om LinkedIn-systemerne kan have været udsat for yderligere angreb.
- Der vil komme mere frem. Så længe de ikke ved, hvad der skete i det her hackerangreb, er der en god chance for, at angrebet er mere udbredt end som så, siger Jeffrey Carr, som er administrerende direktør for sikkerhedsfirmaet Taia Global, til Reuters.
Hemanshu Nigam, som står i spidsen for sikkerhedskonsulentfirmaet SSP Blue, rådede alle LinkedIn-brugere til straks at ændre deres password, da han hørte nyheden om, at LinkedIn var blevet hacket.
- Jeg ved ikke, hvor mange e-mails, jeg fik tilbage med en tak fra nervøse brugere. Virksomheder som LinkedIn overlever på grund af deres omdømme, og nu er brugerne jo nødt til at spørge sig selv; Kan jeg stole på, at mine data er sikre i det her firma?, siger Nigam til Reuters.
I timerne efter sikkerhedsbruddet skrev LinkedIn på Twitter:
- Vores team undersøger i øjeblikket rapporterne, men vi kan endnu ikke bekræfte, at der har været en sikkerhedsbrist.
Ifølge Computerworld.dk har cirka 700.000 danskere en profil på LinkedIn.
Også det danske sikkerhedsfirma CSIS har anbefalet, at man straks ændrer sit password på LinkedIn.