Øverst ses trailer fra filmen 'Serena'
David Dencic er eneste dansker tilbage i Susanne Biers film 'Serena'. To andre stjerner er stort set klippet ud.
David Dencic har den tredje store rolle i Susanne Biers ’Serena’, som den forsmåede partner til superstjernen Bradley Coopers karakter, der er jaloux på Hunger Games-stjernen Jennifer Lawrences filmfigur.
Men Dencic er stort set den eneste danske skuespiller tilbage i ’Serena', som Susanne Bier begyndte at arbejde på for to et halv år siden. Både Kim Bodnia og Bodil Jørgensen er klippet ned til ganske få sekunders medvirken. Kim Bodnia er kogt helt ned til seks-syv sekunder i en scene, hvor han står og skuler ondt uden at sige et ord. Ikke én replik har den dygtige danske method actor, mens Bodil Jørgensen dog har to-tre replikker og medvirker i cirka 15 sekunder.
- Det sker desværre, når man har et stort og rigt materiale at arbejde med, siger Susanne Bier, der dog har dansk-svenskeren David Dencic med i fuld udstrækning i filmens tredje største rolle.
Problemer efter optagelserne
- Jeg hørte godt fra Susanne og andre på filmen, at der havde været nogle problemer. Men det var efter optagelserne. Der var god stemning på selve ’settet’, og jeg oplevede ingen problemer, mens vi indspillede, siger Dencic Dencic, der i højere grad glædede sig til at arbejde sammen med Susanne Bier end med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence.
- De var absolut inspirerende at arbejde med, men jeg var mere spændt på at arbejde med Susanne, fordi hun er meget optaget af rollernes følelser, psykologi og motivation, og det er en fornøjelse, at arbejde sammen med en instruktør, der er så optaget af det, mit fag handler om, siger Dencic, der tidligere har spillet i internationale film som Spielbergs ’War Horse’, ’Dame, konge, es og spion’ overfor Gary Oldman, John Hurt og Colin Firth. ’The Homesman’ med Tommy Lee Jones, i ’Girl With The Dragon Tattoo’ af David Fincher og den kommende thriller ’Regression’ med Emma Watson og Ethan Hawke.
- Jeg har et stort ønske om at rejse, og at arbejde på engelsk. Men jeg må være helt ærlig og sige, at det er tilfældigheder eller held, at jeg har fået de mange job. Jeg har rejst meget til Los Angeles og USA, men jeg har aldrig snakket mig til en rolle, og har aldrig fået en rolle ved at gå til castings.
Drevet af nysgerrighed
- Det er rent selvbedrag, smiler David Dencic, for jeg bliver alligevel ved med at lave de der anonyme prøveindspilninger, selvom de aldrig har givet mig en rolle.
- Jeg tror det er nysgerrigheden, der driver mig. Jeg er vild med at prøve nye ting og spiser for eksempel aldrig det samme to gange på en restaurant. Og så trækker det altså også at arbejde sammen med så dygtige mennesker.
Som at spille med Laudrup
- Folk som Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Ethan Hawke, Toby Jones eller Gary Oldman er folk, jeg holder af bare at kigge på. Og det svarer jo nærmest til at spille fodbold med Michael Laudrup, siger David Dencic, der er født og uddannet i Sverige, men er vokset op i Danmark, hvor han har boet siden han var spæd.