Et nyt lovforslag fra Europakommissionen kan forringe flypassagerers muligheder for at få økonomisk kompensation ved forsinkelser.

Det er surt nok i sig selv at skulle vente i timevis på et forsinket fly eller at modtage den kedelige besked om, at det er blevet aflyst. Men fremover kan det også blive sværere at få et økonomisk plaster på såret efterfølgende.

Et lovforslag fra Europakommissionen, der har været undervejs i flere år, lægger op til en forringelse af flypassagerers rettigheder i forbindelse med forsinkelser.

En af de store ændringer er, at forsinkelsen skal vare i længere tid, før passagererne kan gøre krav på kompensation.

I dag er de flyrejsende beskyttet af regler, som fastslår, at flyselskaberne skal betale økonomisk kompensation ved forsinkelser på over tre timer eller aflysning.

Hvis Europakommissionens forslag bliver vedtaget, kan passagererne først kræve penge efter fem timers forsinkelse inden for EU.

Derudover vil de nye regler også ændre på definitionen af begrebet ’ekstraordinære omstændigheder’.

I nogle tilfælde er flyselskaber undtaget fra at skulle betale kompensation, hvis der har været helt særlige omstændigheder som eksempelvis kraftigt uvejr, strejke eller kollisioner med fugle. Fremover kan tekniske problemer, der ligger uden for luftfartøjets normale drift, også kaldes ekstraordinære omstændigheder. For eksempel ”en skjult defekt, som opdages af fabrikanten eller en kompetent myndighed, og som indvirker på flysikkerheden”, skriver Europakommissionen i forslaget.

Virksomheden Airhelp, der hjælper rejsende med at få kompensation, frygter at flyselskaberne fremover vil benytte den nye definition til at slippe for at betale.

»Flyselskaberne vil kunne kalde alt for ekstraordinære omstændigheder, og passagererne kan sjældent bevise det modsatte«, siger Lisa Dalsgaard, der er landechef hos Airhelp.

De nye regler vil dog også medføre forbedringer på en række områder.

Eksempelvis kommer der et krav om, at flyselskaber skal omlægge passagerers rejse til andre flyselskaber eller transportmidler, hvis det ikke kan ske med egne transportmidler inden for 12 timer.