Kim Jong-un på tribunen. Det lyder ikke helt lækkert, vel?

Om det sker, skal vi lade være usagt, men et rygte fra italienske Gazzetta dello Sport indikerer, at den nordkoreanske diktator har ladet sin kærlighed falde på en af landets klubber. Cagliari.

Rygtet er startet, fordi en italiensk senator ved navn Antonio Razzi angiveligt har besøgt Nordkorea. Og her lader han sig fortælle om diktatorens sportslige interesser.

I hvert fald citerer Gazzettaen Rizzo for at sige, at Kim Jong-un 'ved alt om Serie A og NBA', og at 'hvis Juventus kom til Pyongyang, ville de fylde stadion op'. Rungrado, som stadionet hedder, har vel at mærke plads til 114.000 mennesker.

Hvorfor kærligheden så er faldet på Cagliari, det handler om en enkelt spiller - landsmanden Kwang-Song Han. Den 18-årige angriber er blevet en del af den sardinske klubs førstehold, og den 2. april blev han den første nordkoreaner til at spille i Serie A, da han fik de sidste fem minutter i en 3-1-sejr ude mod Palermo.

Som om det ikke var nok, blev Han også den første nordkoreanske målscorer i ligaen, da han i runden efter sendte bolden ind bag Torino-målmand Joe Hart, hvor man dog tabte 2-3. Men Hans 15 minutters foreløbige berømmelse i den bedste italienske række skulle trække opmærksomhed fra manden, der får en væsentlig mængde opmærksomhed fra den vestlige verden.