Superstjernen lufter sin neglesvamp på den røde løber
Selv en perfektionistisk superstjerne kan have en dårlig dag
Selv en perfektionistisk superstjerne kan have en dårlig dag
Pop-dronningen Madonna er berygtet for sin perfektionisme, og for at køre sig selv umenneskeligt hårdt. Makrobiotisk kost, udmattende motionsprogrammer med løb, yoga, dans og kampsport er blot en lille snas af det, den 53-årige superstjerne byder sin krop i kampen mod aldring.
Det ser dog ud til, at den MDNA-aktuelle pop-dronning er ved at slække lidt på kravene til sig selv. I fredags spankulerede stjernen således rundt på den røde (sorte) løber iført peep-toe sko, der lod lidt af Madonnas menneskelighed skinne igennem. Sangerinden, der var iført haute couture fra Dolce & Gabbana og ellers var groomet til perfektion, havde helt glemt at kamuflere sin neglesvamp.
Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, der har nærstuderet vores foto af stjernens fusselanker er ikke i tvivl om, at Material Girl lider af svamp i neglens matrix.
- Det ligner neglesvamp. Men så er der også den ekstra detalje, at dansere generelt plages af defekte negle og hård hud, siger lægen til bt.dk
Ifølge Qvortrup Geisling er neglesvamp dog relativt enkelt at behandle, og involverer hverken konserveringsmidlet atamon eller dyre medikamenter, man pensler på neglepladen.
- Det bedste middel mod neglesvamp er en pillekur, for så kommer det virksomme stof rundt i kroppen, der hvor svampen er. Svamp sidder i neglens matrix under neglen, og derfor duer det ikke at pensle ovenpå neglen, råder han.
Madonnas neglesvamp blev luftet ved lanceringen af Madonnas nye duft Truth & Dare i stormagasinet Macy's i New York.En duft, som Madonna har udviklet sammen med mastodonten Coty, der også producerer stjerne-saft for Kate Moss, Beyoncé, David Beckham m.fl.
- Jeg har altid været besat af dufte...I flere år har jeg drømt om at skabe noget personligt, noget der er et udtryk af mig, men som andre mennesker også kan relatere sig til...Mit ældste minde om min mor var hendes parfume. Jeg har mindet med mig over alt. Hun duftede altid af gardenia og tuberose, en berusende blanding, der var feminin og mystisk. Jeg ville gerne genskabe den duft, men med et strejf af noget nyt og friskt, siger Madonna om sin duft-debut til Womens Wear Daily.
Truth & Dares hovedmålgruppe er kvinder i alderen 25-45 år. Madonna har udviklet duften sammen med parfumøren Stephen Nilsen, og den indeholder bl.a neroli, vanilje, jasmin, gardenia, musk og liljer. Hvorvidt den dufter så lifligt, at den fjerner fokus fra fødderne, melder firmaet ikke noget om.