Supermarked tilbyder kunder uden en trævl på kroppen at handle gratis for 2000 kroner.

Et nyt supermarked i grænselandet åbner med et lidt specielt tilbud: De første 100 kunder kan nemlig købe gratis ind for 2000 kroner, hvis bare de møder op uden en trævl på kroppen.

Tilbuddet gælder på åbningsdagen lørdag 16. juni mellem 10 og 14, når den nye grænsebutik PRISS ved grænseovergangen i Sæd ved Tønder slår dørene op.

Det skriver JydskeVestkysten.

'Vil du gå over grænsen for verdens bedste priss?' spørger annonceteksten, som er fulgt af et billede af en splitternøgen mand med øl og sodavand i indkøbsvognen.

Det er den tidligere Føtex- og Fleggaard-direktør Niels Sterndorff, der står bag grænsehandels-discountbutikken PRISS i Süderlügum syd for Tønder.

– Shop for 2000 kr. gratis – hvis du er nøgen, lyder opfordringen fra Niels Sterndorff.

Tilbuddet gælder dog kun de første 100 kunder.

– For jeg er bange for, at vi bliver løbet over ende, siger han til JydskeVestkysten.

Sterndorff har tidligere haft succes med nøgne fremstød. Flegaard-reklamen, hvor nøgne piger springer ud af en faldskærm, er hans idé.