En ny Superliga-sæson nærmer sig med hastige skridt. Fredag spilles den første kamp, når FC Nordsjælland får besøg af FC Vestsjælland på kunstgræsset i Farum.
Men er drømmene realistiske? Det forsøger den tidligere mange-årige Superliga-profil Esben Hansen, der er ekspertkommentator på Canal 8 og 9, at svare på.
MÅLSÆTNING
Per Rud, sportsdirektør
- På alle punkter er det målet, at vi sammenlignet med sidste sæson skal gøre det bedre i den kommende. Kan vi forbedre fjerdepladsen vil det naturligvis være fint. Men vi skal også spille bedre, lave flere mål og sørge for at modstanderne scorer mindre mod os.
Esben Hansens vurdering
- Det er godt, at der er kommet en stærk ledelse til i Brøndby. De virker tro mod den proces, der er sat i gang. Havde man fortsat ud af det spor, som Per Bjerregaard havde lagt, ville det have været den sikre død for Brøndby. For mig at se går Brøndby en god sæson i møde, og de kommer til at kæmpe om sølvmedaljerne med AaB og FC Midtjylland.
MÅLSÆTNING
Niels Frederiksen, cheftræner
- Vores officielle målsætning hedder en placering i top-6, ligesom vi satser på at erobre flere point end tilfældet var i sidste sæson. Personligt synes jeg, at det lige nu er en smule tåbeligt at tale om målsætning, eftersom vores trup ikke er helt på plads endnu. Jeg håber, at vi indenfor overskuelig fremtid får hentet forstærkning til vores midterforsvar.
Esben Hansens vurdering
I mine øjne har Esbjerg i træner Niels Frederiksen en af Superligaens bedste ledere. Hans kaliber er en mangelvare i Superligaen. Det bliver hans fornemste opgave i denne sæson at få reetableret den energi og det hjerteblod, man mister ved at have solgt Peter Ankersen og Kian Hansen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Niels Frederiksen har plan A klar, men er plan B også på plads? Kommer den det, placerer Esbjerg sig i Superligaens bedste halvdel.
MÅLSÆTNING
Ståle Solbakken, manager
- I FCK er målsætningen altid at vinde. That´s it. Vi er bevidste om, at vi har haft en stor udskiftning i spillertruppen hen over sommeren, men det ændrer ikke ved vores ambitioner, der som altid er at vinde Superligaen.
Esben Hansens vurdering
- FCK bliver danske mestre. De har op til den nye sæson gennemført den påkrævede massive oprustning. Indkøbene af Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Per Nilsson er gennemtænkte. De spillemæssige og menneskelige kvalifikationer, som de besidder, vil placere duoen højt i det interne trup-hierarki. Og netop hierarkiet skal på plads. Det var det ikke i sidste sæson. Derfor måtte de nøjes med sølvmedaljerne.
MÅLSÆTNING
Glen Riddersholm, cheftræner
- Samlet set er vores trup, der indleder den ny sæson, bedre end den, der indledte i fjor. Først når transfervinduet lukker, melder vi en målsætning ud. Ingen regner os som en kommende mester, men jeg er sikker på, at vi kommer med helt frem igen.
Esben Hansens vurdering
- Set udefra virker salgene af Jonas Lössl og Jesper Juelsgård som gode. De har vel tilført klubben 20-25 mio. kroner. Kvalitetsmæssigt virker truppen solid. Jeg tror, at FCM igen vil komme til at spille med om medaljerne, men guldet kommer de ikke i nærheden af.
MÅLSÆTNING
Allan K. Pedersen, klubdirektør
- I de sidste fire sæsoner er vi sluttet i den bedste halvdel af Superligaen, og det vil være en flot indsats af vores nye trænerteam og unge hold at gøre det igen. Generelt handler det for os om at udvikle holdet og de enkelte spillere, så vi i fremtiden står bedst muligt rustet.
Esben Hansens vurdering
- Tabet af Nicolai Stokholm, der har valgt at indstille karrieren, bliver mærkbart. Han var en stor leder. Samtidigt har de mistet træner Kasper Hjulmand. Det betyder, at noget helt nyt skal bygges op. Jeg er bange for at trygheden vil mangle, og at FCN går en problematisk sæson i møde. Desuden hører jeg blandt FCN-spillerne en kritik af, at det ikke er optimalt at spille hjemmekampe på kunstgræs og derefter udekampe på almindeligt græsunderlag.
MÅLSÆTNING
Gert Hansen, klubdirektør
- I sidste sæson blev vi nummer ni. Den placering skal forbedres, og det er realistisk med de spillerindkøb, vi har foretaget i sommerpausen. Desuden vil vi gerne forbedre os spillemæssigt. I sidste sæson var den primære målsætning, at vi reddede os fri af nedrykningen. Det betød, at vi ofte spillede defensivt og måske også lidt kedeligt. Nu kunne vi godt tænke os at spille mere publikumsvenlig fodbold.
Esben Hansens vurdering
- Anden sæson i Superligaen er ofte sværere end den første. Sådan tror jeg også, at det kommer til at gå for FC Vestsjælland. Hvis Ove Pedersen var fortsat som træner, ville de sandsynligvis igen være endt nummer ni. Men nu vil de til at underholde med en ny træner i Michael Hansen og uden en profil som Lasse Nielsen, der er skiftet til OB, på holdet. Den manglende tryghed kan bringe dem i nærheden af nedrykningsstregen.
MÅLSÆTNING
Steen Juulsgaard, bestyrelsesformand
- De fleste har os som favoritter til at rykke ned, men vi tror selv på, at vi kan blive oppe. Klubben har ikke nedskrevet en formel målsætning for sæsonen. Vi går ind til den med optimisme. Det gjorde vi også i fjor, og den tilgang til tingene virkede jo.
Esben Hansens vurdering
- Jeg kan ikke forestille mig, at Hobro undgår nedrykning. Truppen mangler kvalitet. I mine øjne var man i sidste sæson ikke gode nok til at rykke op. De lukrerede på, at AC Horsens i den grad kiksede. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange point, man får skrabet sammen, men det bliver næppe ret mange.
MÅLSÆTNING
Troels Bech, cheftræner
- Vi venter til 1. september med at afsløre den målsætning, som klubledelsen ønsker jeg sammen med spillerne skal opfylde. Først skal vi have sommerens transfervindue overstået. Allerede nu kan jeg dog godt afsløre, at min hjerte ikke banker for ottendepladser.
Esben Hansens vurdering
- Efter Anders Møller Christensen er stoppet, og man har mistet Espen Ruud, der søndag efter søndag passede sit job eksemplarisk, er man i underskud af ledertyper. Lasse Nielsen er en fin investering. Til gengæld tror jeg ikke, at Lucas Jensen vil flytte særligt meget. Jeg tror, at OB kan få problemer, og at de placerer sig nærmere bunden end toppen af Superligaen.
MÅLSÆTNING
Svend Lynge Jørgensen, bestyrelsesformand
- Ledelsen har formuleret en målsætning, men eftersom den ikke er meldt ud til spillerne endnu, er den hemmelig. Lige nu bruger vi en del kræfter på at finde en ny direktør i stedet for Jacob Nielsen, der jo er blevet ansat i AGF. Det er ferietid. Derfor er der ikke sket noget, men jeg forventer ikke, at jobbet bliver slået op. Vi har fået en række henvendelser fra personer med en interessant baggrund. I dette felt tror jeg, at vi finder vores nye direktør.
Esben Hansens vurdering
- Det er skidt for Randers, at de mister Jacob Nielsen til AGF. Men i Colin Todd har de en klog træner og lederfigur. Så længe han er der, vil de ikke komme i problemer. Jeg glæder mig meget til at se, hvem man vil erstatte Ronnie Schwartz med. Får Djiby Fall tillid og har han stadig eksplosionerne i sig, er han et oplagt valg.
MÅLSÆTNING
Peder Knudsen, sportschef
- Alle i klubben vil være glade, hvis vi også i sæsonen 2015/2016 spiller i Superligaen. Første målsætning i denne sæson bliver, at vi over en bred kam alle forbedrer os. Resultaterne i træningskampene (0-5 mod Viborg og 2-1 over Hobro, red.) har været svingende. Men jeg synes, at vi er på rette vej.
Esben Hansens vurdering
- Jeg tror ikke, at de klarer sig fri af nedrykningen. Med mindre der kommer til at ske ting og sager i sommerens transfervindue, mangler truppen af primært økonomiske årsager kvalitet. Men når det så er sagt, synes jeg, man har nogle spændende unge talenter på vej. Dem glæder jeg mig til at følge. SIF havde før sidste sæson næppe regnet med at skulle rykke op. Lige nu befinder de sig i en opbygningsfase.
MÅLSÆTNING
Hans Jørgen Haysen, sportschef
- Vi er realister i Sønderjyske, og går primært efter endnu engang at redde eksistensen i Superligaen. Sekundært satser vi på at lande så højt oppe i tabellen som muligt. En placering mellem nummer seks og 10 vil være fantastisk. Vi har i forhold til sidste sæson sagt farvel til en række profiler, og leder lige nu mest efter en angriber.
Esben Hansens vurdering
- Jeg kan ikke forestille mig, at Sønderjyske igen kommer i nedrykningsfare. Det er de alt for gode til. Faktisk tror jeg, at de hurtigt vil placere sig som midterhold. Indkøbet af Erik Marxen er fornuftigt. Han er en god back. Og så synes jeg, at det er godt, at man har givet Pierre Kanstrup en længerevarende kontrakt. Han er der bare hver gang.
MÅLSÆTNING
Allan Gaarde, sportschef
- Vi har ikke formuleret en præcis målsætning for sæsonen. Men selvom vi har nogle økonomiske rammer, der ikke indikerer, at vi igen vinder »The Double«, går ambitionerne i retning af, at vi gerne vil præge toppen af Superligaen. Vi glæder os over, at det har været muligt for os at tilknytte både Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius på lejeaftaler. Det er spillere, der besidder stor kvalitet.
Esben Hansens vurdering
- AaB havde en forrygende sæson i fjor. Jeg tror også på nordjyderne i denne sæson. At de mister Anders Due og Jeppe Curth betyder ikke så meget. De var alligevel ikke ratet særligt højt af Kent Nielsen. Til gengæld virker indkøbet af Thomas Enevoldsen meget fornuftigt. Det er godt arbejde af Allan Gaarde, at han er hentet hjem fra Mechelen.