Lukas Spalvis var for tredje kamp i træk bænket, da Randers og AaB mødtes i en langgaber af de grumme. Superligaens suveræne topscorer og bænkevarmer. Sådan er status lige nu for AaBs spydspids, Lukas Spalvis.

Den litauiske angriber høvlede mål ind efter behag i efteråret, og det kastede i vinter en kontrakt med den portugisiske storklub Sporting Lissabon af sig - dog skulle den 21-årige målræv spille sæsonen færdig for nordjyderne.

Og den øvelse har vist sig svær for Spalvis, der i mandagens langgaber af et 0-0-opgør ude mod Randers FC for tredje kamp i træk var smidt på bænken. Og efter opgøret virkede den unge angriber modløs og en smule indebrændt.

»Måske er det ikke lige den bedste tid i min karriere.«

Er det svært at holdet modet oppe?

»Selvfølgelig er jeg ikke glad. Men jeg må tage det, som det kommer.«

Det er vel ikke lige den afslutning på din AaB-karriere, du havde drømt om?

»Selvfølgelig er det ikke rart. At være topscorer i ligaen, og så sidde på bænken i tre kampe i træk. Det tror jeg ikke, man har set før i nogle andre ligaer.«

Har det været svært at fokusere på AaB i dette forår?

»Selvfølgelig har det det. Jeg ved, at jeg ikke skal være her om et par måneder - og at jeg skal til en storklub i Portugal. Men jeg skylder holdet at yde mit bedste, så det må jeg forsøge.«

AaBs cheftræner, Lars Søndergaard, erkender, at litaueren har ladet sig påvirke af vinterens transfer-ræs.

»Han er jo ikke ret gammel. 21 år, så vidt jeg ved. Sådan en fyr kender ikke rigtig til modgang. Tiden omkring kontraktunderskrivelsen forvirrede ham lidt. Han fortalte mig i januar, at han havde meget svært ved at sove om natten. Og derfor tror jeg også, at han er havnet i denne lidt svære fase.«

Er der nogle attitude-problemer fra ham?

»Nej, han er stadig den samme Lukas.«

AaBs sportschef, Allan Gaarde, ville efterfølgende ikke købe pointen om, at det nok havde været bedst, hvis Spalvis var blevet sendt til Portugal allerede i januar.

»Nej, overhovedet ikke. Lukas er en vigtig spiller for os. Han er jo topscorer i Superligaen, men heldigvis er der konkurrence om pladserne i vores trup. Men jeg vil sige, at hvis ikke han er påvirket af den opmærksomhed, han har oplevet, er han overmenneskelig.«

Et uvejr af bibelske dimensioner op til kampen havde gjort banen hurtig. Også for hurtig til at spillerne kunne følge med. Fejlaflevering overlappede fejlaflevering, og sukkene på tribunerne blev dybere og dybere. Havde man set kampen på tv, havde man nok hurtigt zappet over på noget mere ophidsende - ’botanik for begyndere’ eksempelvis.

Små 10 minutter inde i anden halvleg havde Lars Søndergaard set nok, og han smed en iskold Spalvis ind. Men litaueren kunne hverken gøre fra eller til, og opgøret forblev fortsat imponerende begivenhedsløst. Og sådan sluttede en kamp, der kun vil blive husket som en prut i statistikbøgerne, uden mål.

Randers' cheftræner Colin Todd var nærmest undskyldende, da han efterfølgende skulle reflektere over kampen.

»Jeg prøvede alle de tricks, der står i bogen. Vi skiftede begge angribere ud med andre angribere. Vi havde det meste af boldbesiddelsen, men vi fik aldrig rigtigt truet AaB. Jeg kan ikke klage over indsatsen, men jeg forstår godt, hvis nogen synes, det var en kedelig kamp,« lød det fra briten.