Juleklippet og drønskarp sørgede Teemu Pukki for, at et i forvejen forrygende efterår på den københavnske vestegn i går blev fuldendt med en sejr hjemme over FC Midtjylland.
Med sit sæsonmål nummer 13 og 14 manifesterede finnen som selve symbolet på Brøndbys overraskende succes.
»Jeg tror ikke, jeg har scoret så meget i en hel sæson, så det er uden sammenligning min bedste halvsæson nogensinde,« siger han.
Æren får cheftræner Alexander Zorniger og hans revolutionerende spillestil:
»Måden vi spiller på, passer mig meget bedre, og som hold spiller vi også meget bedre. Derfor er det lettere selv at spille bedre.«
Med 2-1-sejren over FC Midtjylland overvintre Brøndby på en suveræn andenplads 10 point foran nærmest forfølger. Ganske overraskende for klubben selv, inklusiv manden i spidsen, Alexander Zorniger:
»Det har været en fantastisk halvsæson. Ikke bare på grund af kampen i dag, men på grund af udviklingen af spillerne, som er det vigtigste,« siger han.
»Jeg havde ikke forventet, at vi havde spillet så mange kampe på et højt niveau. Normalt falder energien undervejs, især når man har været rigtig godt spillende.«
»Vi fik en fantastisk start, fik så et formdyk med nederlagene til Viborg og Lyngby, men vi kom hurtigt tilbage på sporet og har spillet mange gode kampe.«
Opturen til trods er der plads til forbedringer i foråret, mener tyskeren:
»Vi skal hente flere point i kampe som mod Viborg, AC Horsens og ude mod FC Midtjylland, hvor vi førte med to mål. Det gør forskellen lige nu. Vi har givet for mange point væk og har ikke været stabile nok til at vinde hver enkelte kamp,« siger han.
Derfor har samtlige spillere også allerede fået træningsprogram for vinteren med hjem som lektier. De tre point mod FC Midtjylland reddede dem godt nok to ekstra fridage, så de først skal møde 11. januar. Men derfra står den på hårdt opstart og siden træningslejr i Dubai, inden FC København venter i forårspræmieren 19. februar.