Superliga-topscoreren Marcus Ingvartsen tiltrækker sig med 23 mål selvfølgelig en masse opmærksomhed, og rigtig mange udenlandske klubber har ifølge BTs oplysninger taget turen til Farum for at besigtige ham. Tallet er over 30.

Og blandt dem er Genk, der netop har hentet Joakim Mæhle i AaB, en af mulighederne, skrev det belgiske medie Het Nieuwsblad fredag. Problemet for den belgiske klub var dog, at klubben ikke har råd til Marcus Ingvartsen, hvis pris bare stiger og stiger i takt med målene. Ifølge Het Nieuwsblad er prisen for Ingvartsen i hvert fald 30 millioner kroner.

Nu bekræfter sportschef i FC Nordsjælland, Carsten V. Jensen de mange bejlere, men slår også fast, at det ikke bliver ikke inden U21-EM, der bliver skudt i gang om to ugers tid, at man vil slippe guldfuglen.

»Mange klubber viser interesse for Marcus. Jeg vil ikke kommentere på, om Genk er iblandt. Men der bliver ikke taget nogen beslutning på denne side af U21-EM,« siger han.

Det er kun et halvt år siden, at Marcus Ingvartsen forlængede sin kontrakt med FC Nordsjælland til sommeren 2019, men med hans udvikling er det yderst tvivlsomt, at han når at fuldføre kontrakten. Det tyder intet på.