David Boysens karriere i Brøndby blev kun på et halvt år, og det var der en god grund til. Han kunne ikke sammen med den ny træner, Alexander Zorniger.

»Tyskere vil vist generelt gerne vil have, at man siger god morgen ved at give hånd og kigge hinanden i øjnene. Alex (Zorniger, red) og jeg var lidt trætte af hinanden, og en morgen, hvor vi gav hinanden hånden, tror jeg ikke, at han følte, jeg kiggede ham i øjnene,« siger David Boysen til tv3sport.dk

Episoden fandt sted i juli sidste år, hvor Brøndby kort tid forinden havde ansat Alexander Zorniger, mens David Boysen havde været i klubben siden januar.

»Jeg fik at vide, at jeg skulle komme ind på hans kontor fem minutter senere. 'Okay,' sagde jeg. Da jeg kom var Troels Bech (Brøndbys sportsdirektør, red) der også. Alex spurgte så, hvorfor jeg ikke kiggede ham i øjnene. Jeg svarede med et spørgsmål: Sårer jeg dine følelser, hvis jeg ikke kigger dig i øjnene? Det går jeg ikke ud fra, at jeg gør. Men så fik jeg at vide af Alex, at jeg ikke skulle træne med truppen mere,« forklarer den nu 26-årige David Boysen.

»Bagefter sad jeg sammen med Troels Bech, som jeg har stor respekt for. Jeg fortalte ham, at klubben ikke kunne tvinge mig til at træne med andetholdet, og når nu Alex ikke ville have mig her, så sagde jeg til Troels: Du skal finde en løsning på det her. To-tre dage efter kom så tilbuddet fra Roda;« siger David Boysen om den hollandske klub, hvor han imidlertid kun var et halvt år.

Siden februar har David Boysen spillet for Lyngby, der som oprykkere erobrede bronzemedaljer i sidste sæson.