FCNs topscorer, Bruninho, er to gange blevet røvet på ferie i sin hjemby, Porto Alegre i Brasilien.
Angriberen Bruninho fra FC Nordsjælland har haft en forfærdelig juleferie, hvor han to gange er blevet røvet i sit hjemland, Brasilien. I det ene tilfælde truede røveren hans kun otte måneder gamle søn.
»Jeg har det godt. Tak for jeres opmærksomhed,« skriver Bruninho på sin fan-side på Facebook.
»Jeg vil gerne sige tak for de beskeder, jeg har fået efter de to røverier, jeg blev udsat for i Porto Alegre, min hjemby. Jeg er på ferie p.g.a. pause i Superligaen,« lyder det videre fra 26-årige Bruninho.
»Første gang - den 15. december - kom en mand ind i min bil, satte mig en pistol for panden og slog mig, men det var ikke alvorligt. Han tog min bil, men den fandt jeg igen senere. Han tog også mine sko og min tegnebog.«
»Anden gang - den 26. december - var jeg på vej hjem med min søn og min eks-kone fra hospitalet. Jeg stoppede bilen for at købe medicin, men en bevæbnet mand tvang mig til at køre videre i bilen i ti minutter. Han truede os alle tre med en pistol. Forestil jer lige det! Han truede et barn på otte måneder! Senere lod han os dog stige ud, men han tog bilen, han tog penge og min kones mobiltelefon,« skriver Bruninho.
»Jeg beklager, at politiet ikke har ressourcer til at gøre noget ved kriminaliteten. Politiet er heller ikke til stede på gaderne. Det er den sørgelige realitet i Porto Alegre,« slutter den brasilianske angriber, som har lavet ni mål for FC Nordsjælland i denne sæson, og det rækker til en foreløbig tredjeplads på topscorerlisten.
Bruninho har tidligere spillet for HB Køge i den næsbedste danske række.