Han har vundet OL-bronze og været verdensmester i boksning. Men nogen ørn til golf er Brian Nielsen ikke.

Det gav han eksempler på dagen før dagen, hvor European Tour-turneringen Made in Denmark begynder i den himmerlandske landsby Gatten. På 'hyggerunden' slog han blandt andet bolden i vandet, som det ses på billedet herover. 

På det nyrenoverede golfanlæg, hvor der torsdag til søndag spilles om en samlet præmiesum på 11 mio. kroner, så man foruden Brian Nielsen også de to tidligere fodboldlandsholdsspillere Peter Schmeichel og Tommy Troelsen.

Herudover var der såkaldt Pro/Am-match, hvor kronprins Frederik spillede på hold med golfspilleren Thomas Bjørn, motorsportskøreren Tom Kristensen samt Jysk-købmanden Lars Larsen.