Hvad kostede det dig at lege koncertarrangør sidste sommer?
"Vi satsede omkring en million og vi måtte vist se noget i omegnen af 50 - 70.000 kr regne væk.
Men det var en fed dag, tænk at se så mange glade folk i al det pis regn, så 1. juli håber jeg på rigtig godt vejr over Slagelse, den dag sender jeg sammen med tre venner Sweet, Party Animals, Maria Frank, Gnags, Shu bi dua, Peter og de andre kopier, Sweethearts og Jacob Haugaard på scenen."
Vil du fortsætte som koncertarrangør?
"Får vi et overskud, så køre vi videre til næste år, vi har ikke snakket om at prøve kræfter med de rigtig store koncerter, men det er en spændende branche. Jeg glæder mig helt vildt til at genopleve Sweet, det var mine store idoler, da jeg var teenager."
Hvilket kanon-navn drømmer du om at præsenterer?
"Jeg ville gerne være ham der arrangerer Elton John i på Rosenborg Slotsplads, men der var en der fik idéen før mig. Jeg syntes også det kunne være fedt at få Joe Cocker på plakaten."
Ligger din fremtidige karriere i underholdningsbranchen?
"Ja, jeg er færdig som bokser!"
Øh?
"Nej for helvede, det må du ikke skrive, så får Mogens Palle da et hjertestop. Men får jeg ikke KAMPEN i år - eller en af de første måneder næste år - så får jeg den aldrig.
Så længe gnisten er der, så bokser jeg. Jeg syntes selv det gik meget godt i den sidste kamp, og jeg har stadig nogle gode år i mig. Jeg er 35 år og de fleste store navne er på toppen når de er 37-38 år. Lennox Lewis er 37."
En dag er det jo slut som feteret stjerne i ringen?
"En ting er sikkert, jeg skal ikke være bokse-promotor. Jeg har ikke nogen uddannelse bortset fra en masse certifikater og kurser som chauffør. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at gå i lære som pressefotograf.
Jeg syntes det er sjov at se Bent K. rende rundt i røven på os og knipse hele tiden. Men jeg vil ikke kun fotografere sport, jeg vil være all-round fotograf. Jeg har også overvejet at gå i lære som låsesmed.
Måske finder jeg på noget helt tredje og starter for mig selv, hvis jeg får lov til at slutte karrieren mod Tyson."
Hvis du gør kassen op i dag, er du så millionær?
"Jeg skylder ikke en krone væk udover gælden i mit nye hus. Jeg er ikke så vild med at bo i København, derfor har jeg købt et hus i Dragør bare 400 meter fra den gamle bydel.
Huset er på 297 kvm. Det kostede 2,5 mio. og jeg lagde knapt en mio. i udbetaling. Jeg har kun lånt penge to gange i mit liv, da jeg købte min første motorcykel og da jeg købte bil. Jeg er vel millionær, og jeg kan klare mig, men jeg er ikke så velhavende, at jeg kan trække mig tilbage og leve en økonomisk sorgløs tilværelse."
Men du har gjort det godt?
"Det mener jeg da selv, at jeg har, selvom jeg mangler prikken over i'et, det er Tyson. Hvis ikke han møder mig, så er det enten fordi han er i tvivl om han kan slå mig, eller fordi han er bange."
Har du nogensinde været bange?
"Den aften i Vejle nåede jeg ikke at blive bange, jeg tænkte bare: hvad fanden sker der. Mine ben ville ikke flytte sig. Det var virkelig ulækkert. Skal jeg gøre det op, så overskygger de glade stunder de få tilfælde, hvor jeg har været bange."
Var du heller ikke bange, da du sagde til din kone, at du ville skilles?
"Nej, altså, det her er pisse svært at forklare, det ved du jo selv, det er sgu' ikke sjovt.
Men der er ikke så meget at gøre ved det. Pia og jeg var vokset fra hinanden. Ægteskabet var blevet en vane. Det værste var nok at vi skulle se os selv spillet ud mellem hinanden i ugeblade og aviser. Vi er heldigvis så fornuftige, at vi er kommet godt igennem skilsmissen. Vi har begge fundet en ny partner.
Jeg ser mine børn mere end jeg nogensinde har gjort, og når Jeanette og jeg flytter ud i vores nye hus, så bliver det endnu bedre.
Sidste søndag blev min ældste søn Steffen på 14 år konfirmeret, da var jeg sgu' stolt, det er sjovt at se ens søn træde ind i de voksnes rækker."
Skal du giftes med Jeanette?
"Det ved jeg sgu' ikke. Det er ikke noget der sker inden for de næste 14 dage, for jeg er ikke skilt fra Pia, vi er kun separeret. Jeanette har ikke spurgt om vi skal giftes, men vi har da snakket om at få børn sammen.
Jeanette er 33 år og jeg er altså vild med børn, så det skal da ikke var så mange år, hvis vi skal have et par stykker, men det er jo ikke noget man selv er herre over," siger Brian Nielsen.