Sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) appellerede i eftermiddag kraftigt til herboende muslimske overhoveder - imamer - om at bekæmpe omskæring af muslimske kvinder.

Det skete i en fyldt i landstingssal på Christiansborg, hvor Sundhedsstyrelsen og Det Islamiske Forbund havde arrangeret et oplysningsmøde om islams syn på kvinders rettigheder og kvindelig omskæring.

- Jeg appellerer til jer. I har mulighed for at gå ud i moskeerne og oplyse om de risici og følger, der er forbundet med kvindelig omskæring. Det er meget vigtigt, at I gør det, sagde Sonja Mikkelsen.

Udover Sonja Mikkelsen var tre oplægsholdere mødt op for at fortælle om emnet. Især læge Abdi Farah Alis indlæg gjorde det klart for de fremmødte, hvor alvorlig en sag omskæring af kvinder er. Han opremsede, uden nåde, nogle af de følger, som omskæringen kan være årsag til: Smertefuld vandladning, blodforgiftning, psykiske chock, store smerter ved menstruation, kronisk underlivsbetændelse samt smerte ved samleje og seksuelle problemer.

/ritzau/