En uge på Roskilde Festival er ikke ubetinget farligt for kroppen, faktisk kan det være det modsatte, hvis man tænker sig lidt om, når indkøbsvognen proppes - og man giver den gas til koncerterne.

Gæsterne har allerede styr på det basale, da en stor del af indkøbene i de nærliggende supermarkeder består af tun, makrel i tomat og brød. Et sats som læge og ernæringsekspert Jerk W. Langer synes er velplaceret.

- Hvis de spiser det tun og makrel med fuldkorns brød, gerne rugbrød, er det en god kilde til fiskeolie, som er godt til at afhjælpe tømmermænd, fortæller han og giver et tip til, hvordan kosten meget nemt kan suppleres, så humøret forbliver højt.

- Køb bananer – der er et stof i bananer, der i hjernen bliver omdannet til et humør-stof, der gør, at man bliver glad.

Selv alkoholen, som jo er en vigtig del af omsætningen på enhver festival, kan sagtens nydes, uden man behøver føle den store sorte samvittighed gnave.

- Hvis man drikker en god vin i stedet for den billige eller øllerne, så mindsker man tømmermændene, fortæller Jerk W. Langer.

Der er dog visse ting, som festivalgæsterne bør holde sig fra. Og det er en af de lidt sværere.

- Fastfood. Man får ikke de nødvendige næringsstoffer, når man spiser fastfood. Det er en kort mæthed, og derfor spiser man mere af det. Når man ikke får de nødvendige næringsstoffer, nedsættes modstandskraften, og man risikere at blive forkølet og ødelægge festivalen for sig selv, lyder rådet.

Motion som jo altid er en god ting, får man så rigeligt af på festivaler. Der er altid rigeligt med gåture mellem koncerter og lejre, samt en masse dans. Alt sammen godt for kroppen.

- Normalt anbefaler man, at folk går 10.000 skridt om dagen. På Roskilde Festival går gæsterne gennemsnitlig 17.000 skridt om dagen, altså næsten dobbelt så meget som anbefalet. Og så er dans foran scenerne eller i lejrene også en god motionskilde, fortæller Jerk W. Langer.