Abdulhadi al-Khawajas tilstand er forværret. Han får nu drop og frygtes at gå i koma, oplyser hans datter.

Den sultestrejkende dansk-bahrainer, Abdulhadi al-Khawaja, har torsdag ringet til sin familie. Han fortalte, at hans helbred er forværret, og at han risikerer at gå i koma. I øjeblikket får han drop. Det skriver hans datter, Maryam al-Khawaja, på sin profil på det sociale netværk Twitter.

- Abdulhadi Alkhawaja har lige ringet til sin familie og fortalte, at hans helbred i går aftes var forværret. Han fik at vide, at han kunne gå i koma og fik drop, skriver Maryam al-Khawaja på Twitter.

Abdulhadi al-Khawaja har sultestrejket i mere end 60 dage under overskriften »frihed eller død«. Han har tabt sig mere en ti kilo.

Abdulhadi al-Khawaja er dansk statsborger efter at have levet i eksil i Danmark i 12 år fra 1989 til 2001. Herefter vendte han tilbage til Bahrain, og han betragtes som en af lederne af Bahrains frihedsbevægelse. Han blev sidste år idømt livsvarigt fængsel, fordi myndighederne i Bahrain mener, at han har forsøgt at omstyrte landets kongedømme. Fængslingen af Abdulhadi al-Khawaja har ført til voldsomme protester i Bahrains gader.