SUDAN/SYDSUDAN: De olieafhængige lande Sudan og Sydsudan blev tidligt lørdag enige om at afslutte deres oliestrid, meddeler Den Afrikanske Union ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Landene var ellers tæt på at komme i regulær krig med hinanden i april på grund af olien.

For efter at Sydsudan i juli sidste år blev en uafhængig stat, har landet nemlig været afskåret fra havet, og for at Sydsudan kan eksportere olien, skal den således føres igennem Sudan - hvilket ikke er gratis.

Indtil i dag er det mislykkedes for de to lande at blive enige om en pris for, at Sydsudan kan få lov til at føre olien igennem rørledninger i Sudan. Men nu er de to lande altså nået til enighed på fredelig vis.

- Aftalen omfatter alle forhold som betaling for transport, raffinering, transit, sagde mægleren for Den Afrikanske Union, Thabo Mbeki, ifølge Reuters på et pressemøde i Addis Ababa, Etiopien.

Så sent som i sidste uge insisterede Sudan på, at hver tønde olie, som Sydsudan skal eksportere gennem landet, skulle koste 36 dollar, mens Sydsudan mente, at den rigtige pris var henholdsvis 9,10 og 7,26 dollar for transport gennem to forskellige rørledninger.

Men nu har Sudan sænket prisen til 15 dollar, og som Mbeki sagde på Den Afrikanske Unions pressemøde:

- Nu er der blot tilbage at vente på, hvornår olieselskaberne vil blive bedt om at genoptage produktionen og eksporten.

Derudover skal de to parter blive enige i en strid om, hvor den blot et år gamle grænsen helt præcist skal gå mellem de to lande.

Det skal ske på fredelig vis, hvis man vil undgå sanktioner fra FN’s Sikkerhedsråd.

Fredag opfordrede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, begge parter til at blive enige om en olieaftale for at komme et skridt nærmere enden på stridighederne.