Luis Suarez kommer i Champions League finalen til at stå over for Giorgio Chiellini, som han bed i skulderen under VM og Patrice Evra, som han kaldte racistiske skældsord.

Det bliver ikke kun et opgør mellem den Juventus' italienske betondefensiv og Barcelonas målrige angrebstrio, når de to hold mødes i dette års Champions League finale.

Det bliver også et direkte opgør mellem Barcelonas angriber Luis Suarez og Juventus' forsvarsspillere Giorgio Chiellini og Patrice Evra, som Suarez har dårlige erfaringer med på grønsværnen.

Ikke på grund af de sportslige resultater, men på grund af Suarez' personlige kampe, hvor han mildt sagt er kommet uheldigt ud af situationerne.

Den seneste episode skete under VM i Brasilien, hvor Luis Suarez bed Giorgio Chiellini i skulderen. Det skabte enorm omtale, fordi Barcelona-angriberen tidligere har haft tænderne langt fremme. Det resulterede i en fire måneders karantæne for al fodbold samt en ni kampes karantæne for Uruguay.

Men Luis Suarez har også en historie med Juventus' venstreback Patrice Evra, som går tilbage fra angriberens tid i Liverpool.

Her blev han dømt skyldig i at have brugt racistiske skældsord om Evra under en kamp mod venstrebackens tidligere klub Manchester United. Dommen lød på otte kampes karantæne og en bøde på 415.000 kroner.

Det betød dog ikke, at deres interne stridigheder var overstået. For da Luis Suarez mødte Evra og Manchester United igen, undlod den tidligere Liverpool-angriber at give hånden til Patrice Evra.

Den 6. juni kan der komme endnu et kapitel i bogen om Suarez og hans interne kampe, når Barcelona og Juventus mødes i Champions League finalen i Berlin.