Luis Suarez afventer stadig svar på, om hans VM er slut som følge af det bid, han satte i skulderen på italienske Giorgio Chielleini i den afgørende gruppekamp mellem Uruguay og Italien.
FIFAs disciplinærkomité kigger på sagen og vil inden længe afsige dom i sagen, efter den uruguayanske delegation onsdag fremlagde beviser, som, de håber, vil erklære Suarez uskyldig. For det mener de, at han er. Og Luis Suarez' advokat, der samtidig er en del af Uruguays fodboldforbund, mener, at sagen er blæst ud af proportioner.
- Der er mulighed for, at Suarez bliver suspenderet. Vi er ikke i tvivl om, at det her er sket, fordi det handler om Suarez, og fordi Italien blev slået ud. Der er meget mediepres fra England og Italien, siger Alejandro Balbi til radiostationen Sport 890.
Balbi var også manden, der i 2011 var med til at forsvare Suarez, efter han blev anklaget for racisme mod Manchester Uniteds Patrice Evra. Og han ser kun uskyld hos sin klient, som ifølge advokaten er udsat for en heksejagt.
- Vi er overbeviste om, at Luis Suarez ikke gjorde noget galt. Chiellini kan vise sin skulder, men I så også, at Suarez havde et øje som en bokser. Hvis alle 22 spillere skulle fremvise deres mulige skader - i en kontaktsport som denne - og vi så skulle gøre en undersøgelse ud af det, ville det blive utrolig problematisk, siger Balbi.
FIFA skulle ifølge flere meldinger komme med en dom i sagen senere torsdag, efter man onsdag aften klokken 22 havde deadline for beviser for og imod Luis Suarez. Der vil blive brugt tv-billeder og spillersamtaler i sagen, der i alleryderste konsekvens kan koste Suarez en karantæne på to år, men som også kan ende med nogle kampes karantæne.
