Da han stærkt forpint steg af cyklen efter etapens 201 km kunne han fremvise en enorm blodsamling på det meste af skinnebenet forårsaget af styrtet.
"Der holdt en bil parkeret i venstre side af vejen. Samtidig kørte én af løbsorganisationens motorcykler ud foran os. Andre ryttere kørte ind i mig bagfra.
Det var bare det eneste, der ikke måtte ske," sagde Rolf Sørensen.
Johan Museeuw og Arvis Piziks røg også med i styret, men danskeren blev værst medtaget. Alligevel valgte han af gennemføre.
"Min erfaring siger mig, at det nogle gange kan være bedre at prøve at køre noget af sådan en blodsamling ud, forklarede Rabobank-rytteren, der i aftes fik tømt en del væske ud af benet.
"Men jeg har fået et frygteligt slag, og lige nu kan jeg næsten ikke stå på benet," fortalte Sørensen, der, skønt han har været forfulgt af uheld i denne sæson, igen var så stærkt kørende, at han nævnes blandt favoritterne til Flandern Rundt.
Uheldene begyndte med et brækket kraveben kort før sæsonstart. Det kom han sig forbavsende hurtigt over. Så fulgte et styrt i Tour de Mediterranéen og en voldsom blodsamlign på den ene hofte.
Og netop som han igen er kommet tilbage og på det seneste har vist forrygende form, risikerer han at miste ét af sæsonens vigtigste mål.
Rolf Sørensen lægger ikke skjul på, at hans mål er at køre sig til en ny topkontrakt hos Rabobank, men er også helt på det rene med, at kravet er succes i de kommende ugers klassikere. Ellers venter en markant lønnedgang.
Frank Høj viste, at han virkelig har fart på cyklen. Han sad med de første hjem og er samlet nr. fire.
Og da kun 13 ryttere reelt har en chance for at gøre sig gældende i klassementet, står Høj med særdeles gode muligheder for en topplacering, ikke mindst fordi dagens anden halvetape er en enkeltstart - en af Højs specialiteter.
"Den vil jeg simpelthen gøre alt for at køre 100 procent," sagde Francaise des Jeux-rytteren, der ikke kan forklare sin gode form.
"Det er som om, det er kommet dumpende ned i hænderne på mig. Måske kommer det, fordi jeg var så langt nede sidste år (kæresten blev dræbt for godt et år siden under en træningstur på cykel, red.) og fandt ud af, at det altså bare var et cykelløb. Derfor er jeg ikke rigtig nervøs."